Hvordan får man nye venner?

I takt med at man bliver ældre, kan det være sværere at få nye venner. Man er ikke som i skoletiden naturligt sammen med de samme mennesker i længere tid, og man er måske blevet mere kræsen eller har mindre overskud. Alligevel vil de fleste gerne have nye venner – så hvordan gør man? 🍀 Det har vi samlet vores bud på! 

Mød op alene

Hvis man googler, hvordan man får nye venner, får man typisk bud som ’meld dig til en ny sport’, eller ’start en ny hobby’, med forventningen om, at der her vil være nye mennesker, som man deler interesser med og derfor kan blive venner med. Det er sikkert også rigtigt nok, men flere kan sikkert skrive under på, at det er nervepirrende at starte til nye ting, især alene, uanset hvor gammel man er. Det kan derfor være, at man hiver en ven med til den nye strikkeklub, og så opstår problemet: man snakker med dem, man allerede kender, i stedet for at opsøge nye. Derudover kan man se “optaget” ud, hvilket forhindrer potentielle nye venner i at indlede en samtale. Så hvis man vil gøre sig forhåbninger om nye bekendtskaber, må man sluge det første ubehag, der kan være og bare møde op alene. Hvis man møder op alene, er det mere naturligt at opsøge andre, der også er alene, og man kan dermed have nemmere ved at falde i snak. Og så er der pludselig en at strikke med 🙏

Sæt forventningerne ned

Men bare fordi man strikker lidt sammen, betyder det ikke, at man med det samme bliver gode venner. Eller overhovedet bliver venner. Det kan være, man ikke spiller personlighedsmæssigt, eller at man ’bare’ bliver bekendte. Men lidt har også ret; ikke alle i ens liv skal være ens bedste venner, som man kan krænge sine inderste hemmeligheder ud til. Man kan have forskellige typer af relationer til forskellige mennesker, og det kan være ligeså godt at have en, som man kan drikke kaffe med eller strikke med hver torsdag, som den ven man har haft siden folkeskolen. Man behøver forskellige ting på forskellige tidspunkter. Så sænk forventningen om at finde din næste hjerteveninde – det sker, hvis det sker – og forsøg bare at være åben for at lære andre mennesker at kende i den udstrækning, det giver mening for jer begge lige nu.

Skift mindset og ræk ud

Udover forventningerne til venskabet, så er mindsettet om, hvor og hvordan man finder dem, også vigtigt. Det kan godt blive en lidt mekanisk tilgang at tage til nye aktiviteter alene med det mål at finde nye venner eller nye bekendtskaber, og det kan være svært at opfylde målet, hvis det er det primære formål. Ligesom med networking, opstår de bedste muligheder ofte, når man ikke leder efter dem; til networking events står man ofte og snakker med dem man kender (ja, det gør folk i alle aldre), fordi det er rarest, selvom man egentlig er der for at netværke. Men pludselig kan man ved kaffemaskinen eller i kø til toilettet falde i snak med en, selvom man slet ikke prøvede. Sådan kan det også være med venskaber: de bedste er ofte opstået, når man ikke prøver.

Så i stedet for hårdnakket at jagte nye venner, så prøv i stedet at skifte mindset til generelt at være mere åben over for andre mennesker i dit liv. Ofte vil der allerede være nogle. Det kan være studiekammerater eller kolleger, som man faktisk ofte ser og snakker med, men som man ikke før har ses med privat. Men det betyder ikke, at man ikke kan. Det kan virke skræmmende, men nogen skal starte, så prøv at spørge om ikke I skulle tage en kop kaffe eller en cola efter en time eller et møde. Det kan virke sårbart at række ud, men det koster faktisk ingen af jer noget. Den anden kan altid sige nej, og så er der jo no harm done, men ofte vil den anden jo blive glad for invitationen, ligesom man selv ville. Der er faktisk en del andre, der også gerne vil have flere venner. Der er med andre ord intet at tabe og alt at vinde 🤩🙌