En tirsdag formiddag sad jeg i venteværelset, og ventede på, at jeg skulle ind og snakke med en læge. Endnu en læge tænkte jeg bare. Jeg var så træt af læger, af hospitaler og af undersøgelser. Men måske var det en læge som endelig kunne fortælle mig, hvad jeg fejlede. Og det gjorde hun. Efter 2 timer gik jeg fra sygehuset. Nu med en diagnose. Jeg har BDS.

Hvad er BDS?

BDS er en forkortelse af Bodily Distress Syndrome, hvilket er en ny diagnose, og derfor findes der endnu ikke en dansk betegnelse for det, men kan oversættes til ”kropslig stresstilstand”. Det er en funktionel lidelse, hvor man er belastet af fysiske symptomer, som gør det svært at fungere i dagligdagen. Man kan sige at det er en tilstand, hvor hjernen og kroppen er overbelastet og derfor ikke fungerer normalt. Derfor ser man på krop, psyke og samfund som faktorer, der påvirker hinanden, og som kan være årsagen til ens symptomer.

Forskningen om funktionelle lidelser viser, at nogle patienter kan blive raske, og en stor del kan få en betydelig forberedt livkvalitet, men man vil altid være nødt til at tage hensyn til sin krop og lære at leve med den funktionelle lidelse, ligesom mange mennesker lærer at leve med diabetes eller astma.

Hvorfor blev jeg syg med BDS

Jeg er vokset op i en lille by med min mor, far og tre ældre brødre, hvor jeg er efternøleren i familien. Netop fordi jeg er efternøleren, så har min barndom var meget anderledes end mine brødres. Mine forældres alkoholindtag tog virkelig til, imens jeg voksede op. Så meget så jeg faktisk slet ikke kan huske en eneste dag, hvor jeg ikke har set mine forældre drikke. Det var ikke før, jeg blev 16, startede på gymnasiet, og selv begyndte at have et forhold til alkohol, at det gik op for mig, at alt hvad jeg kendte til, ikke var normalt.

Min barndom var ikke altid den mest trygge og omsorgsfulde, specielt fordi at der var nogle voldelige og psykisk voldsomme episoder. Jeg kunne aldrig græde, fordi så var jeg i deres øjne svag. Jeg skulle altid være forberedt på, hvornår det næste slag kom, både fysisk og psykisk. Siden jeg har været helt lille, har jeg lært at skulle passe på mig selv og holde paraderne oppe, så jeg ikke viste svaghed. Så derfor selvom jeg havde det rigtig svært i både folkeskolen og gymnasiet, så skjulte jeg det. Min gymnasietid og mit sabbatår var rigtige hårde, fordi at jeg skulle opereres 3 gange på 4 år, jeg var helt brugt op psykisk, jeg havde ingen selvtillid og jeg manglede bare et sted at flygte hen. Et sted hvor jeg ikke skulle have paraderne oppe.

Da jeg startede på Århus Universitet i september 2018, skulle jeg flytte fra, hvor jeg var vokset op og flytte til en helt ny by, hvor jeg ikke kendte nogen. Den dysfunktionalitet som jeg var opvokset med, begyndte virkelig at gå op for mig. Jeg kunne mærke, at min krop kæmpede, men jeg blev ved med at holde paraderne oppe, og jeg fortsatte hverdagen. Men som jeg fortsatte, kunne jeg mærke hvordan at jeg fik mere og mere fysisk ondt. Smerten startede bare med at være en gene, som heldigvis gik over efter et stykke tid, hvor jeg slappede af ved enten at sidde eller lægge ned. Det begyndte som en slem halsbetændelse, men for hver dag tog smerten voldsomt til og fra den ene dag til den anden kunne jeg pludseligt dårligt nok gå ned og handle, tage i skole eller bare forlade min seng. Jeg lå vågen hele natten, smerten var uudholdelig. Jeg tog til lægen, som godt kunne se, at jeg var i store smerter, og jeg fik en henvisning videre, hvilket var starten på, hvordan jeg de næste mange måneder blev kastet videre rundt i hospitalssystemet.

Der skulle adskillelige hospitalsbesøg og undersøgelser til, før jeg endelig efter 1,5 år fik diagnosen BDS i 2020. Den dag jeg fik diagnosen, gik det op for mig, at jeg ikke længere kunne flygte fra min barndomsfortrængninger, og ikke længere lade vær med lytte til min egen krop. Min krop var simpelthen så overvældet af alt, som den havde været igennem at den gik ned med stress, fordi jeg ikke havde lyttet og passet bedre på den. Jeg kan i dag se at, det med altid have paraderne oppe og være parat på kamp har gjort, at min krop har været i konstant alarmberedskab, fordi den ikke følte sig sikker og tryg.

Behandling
Da jeg fik diagnosen og snakkede med lægen, kunne jeg endelig begynde at se lidt lys for enden af tunnelen. Selvom det var hårdt at få diagnosen, så var jeg så lykkelig over endelig at kunne pege på noget, som jeg fejlede. Nu vidste jeg endelig, at det ikke bare var mig, men at jeg faktisk fejlede noget. Jeg kunne nu søge om handicaptillæg til min SU, jeg fik en alternativ studieordning på universitet med nedsat studieaktivitet, så jeg undgik for meget stress og jeg begyndte i medicinsk og psykologisk behandling, så jeg kan få det bedre. Alt dette har gjort at jeg i dag er i bedring, og jeg har fået mit liv tilbage. Jeg kan nu være sammen med mine venner, forsætte min uddannelse og se lyset for ende af tunnelen.