Vores første date var på Valentinsdag. At det lige var den dato, var der ikke nogen af os, der havde tænkt synderligt over. Indtil vi altså står på den italienske restaurant med rosenblade strøet afmålt tilfældigt ud på bordene. Jeg får en rose stukket i hånden af en smilende tjener på vores vej med i kælderetagen, og pludselig sidder vi så overfor hinanden, omgivet af kærestepar. En kvinde har en hjerteballon svævende ved sin side.

De lettere akavede omstændigheder til trods, går vores samtale flydende og let. Jeg er i mit charmerende es den aften. Men så stiller han spørgsmålet: “Hvornår har du så sidst haft en kæreste?”

Jeg kigger ned på dem, i min verden, umådeligt dyre tallerken med mad, som den unge advokat har insisteret på at betale for mig. “Det er ret længe siden.” siger jeg lavmeldt, og håber at den dør der. Men selvfølgelig gør den ikke det, og han fortsætter undrende.

”Okay? Altså det lyder lidt kryptisk, det der?”

Jeg kigger skævt op på ham fra lammekødet og svarer “Ja øhm, det har jeg faktisk aldrig rigtig haft.“

“Aldrig?!”

“Ja, som i aldrig nogensinde! 28 år!“ Jeg er måske lidt dramatisk i min måde at sige det på. Men det er jeg kun for at overdøve min egen følelse af skam. Min stakkels bordherre prøver at finde en grimasse, der kan passe, men er tydeligvis overrasket. Han gør sig umage for at spørge på en åbensindet måde, hvordan det dog kan være. Jeg har jo ikke kedet ham?

Netop det der med at være kedelig, tror jeg er en fordom, der hænger ved det at have været single hele livet. Så må det jo være, fordi man ikke er spændende nok til, at nogen har villet en på den måde. I virkeligheden tror jeg, at der kan være en milliard grunde til, at man sidder i en situation som min. For der er sindsygt mange omstændigheder, der skal passe sammen for at undgå den. Man skal være på det helt rigtige sted på det helt rigtige tidspunkt og i det rette humør – og det skal ens udkårne også være!

Så når nu det er tilfældighederne, der ikke rigtig har spillet for mig, hvorfor sad jeg så og skammede mig den februaraften? I en ungdomskultur, hvor der er så meget identitet og status i at score og blive scoret, er det svært at tale om, at man aldrig for alvor har været i nærheden af bolden. Det er let at tænke, at det er ens personlighed, der er problemet. At man ikke er værd at elske.

Men jeg ved, at jeg er et godt menneske. Jeg kan mærke, at jeg liver positivt op på min arbejdsplads. Jeg har mange venner. Jeg er en god søster og datter. Efterhånden har jeg dog lært, at jeg, hvad kærlighedslivet angår, er skruet lidt anderledes sammen end flertallet.

For det første skal jeg kende folk ret godt og have tilbragt ret meget tid med dem, før jeg overhovedet kan forelske mig. Jeg er nødt til at blive venner med dem først, hvilket kan være ret bøvlet at arbejde med i forhold til ikke at få sig selv låst fast i den berømte ”friend zone”.

For det andet føler jeg mig først for alvor fysisk tiltrukket af nogen, når jeg så er virkelig forelsket i dem. Fem gange har jeg været forelsket, en gang har tiltrækningen også været der. Det er svært at navigere ud fra midt i en Tindertid. Og når fortællingen om ungdomslivet går på, at det er styret af begær, er det ret tabubelagt ikke at have det.

Jeg har i mange år haft den filosofi, at jeg ikke ville måle mit liv ud fra det, jeg ikke har. Det har holdt mig fra at være alt for bekymret og ked af det, men det har også betydet, at jeg måske ikke har rakt så meget ud for at finde potentielle kærester, som jeg kunne. For det var jo så nemt bare at fylde hverdagen op med studie, arbejde, veninder, familie og oplevelser. Efter min seneste, og hidtil dybeste, forelskelse, har jeg dog indset, at jeg er nødt til at gøre noget mere aktivt. Selvom det kan føles som afsindig hårdt arbejde, når man er indrettet, som jeg er.

Daten fra februar blev ikke ham, der skulle ændre min civilstand. Han ville gerne stifte familie snart, og der er jeg slet ikke. Som kvinde i slutningen af tyverne, begynder den slags (samfunds)forventninger og (-)pres ellers også at trænge sig på for alvor. For at kunne modstå det tror jeg også, at min gamle filosofi stadig er gangbar, selvom den ikke kan stå alene. Man er også nødt til at fokusere på alt det gode, man har i livet, på trods af og fordi man er single.

Sidder du mon også i min position? Og hvad er din historie og dine tanker omkring det i så fald? Skriv meget gerne en kommentar til indlægget, så vi sammen kan arbejde på at få talt tabuet ihjel.