Hvornår bliver jeg voksen?

,

Det spørgsmål stiller jeg ofte mig selv. Jeg er lige fyldt 28 år, betyder det, at jeg er voksen nu? Fysisk er min krop voksen, men jeg føler til tider, okay faktisk ret tit, at jeg mentalt er yngre end min faktiske alder. Kender I det?

Når jeg spørger andre, siger de, at jeg skal nyde det, og at det går den rigtige vej. Jo måske, men hvis jeg mentalt nogle gange er 12 år, er det måske for ungt? Generelt har jeg i mit liv svært ved at tage beslutninger, selv at tage ansvar. Jeg føler mig ofte som et barn, der har brug for at blive guidet.

Bagud

Det er lidt mystisk at have det sådan. Min lillebror, som er en del yngre end mig, blev student for et par dage siden. Jeg føler mig nogenlunde alderssvarende, ja hvis ikke yngre end ham, og jeg blev student for 9 år siden!

Mine venner på min alder er meget mere modne end mig, synes jeg selv. Flere af dem har børn, er blevet gift og lever et selvstændigt liv. Det har, er og gør jeg ikke. Derfor får jeg den følelse, at jeg er bagud. Ikke mentalt tilbagestillet eller retarderet, bare måske umoden eller ikke så hurtigt udviklet.

Min fremtid

Spørgsmålet er, hvilken betydning det kan få for min fremtid. Kommer det af sig selv hen ad vejen? Lever jeg måske længere af den grund? Eller kortere? Er det derfor, at jeg ikke ved, hvad jeg skal stille op med mit liv? Er der noget, jeg selv kan gøre?

Mit råd til mig selv lige nu er at tage tingene med ro, men samtidig også presse mig selv lidt, så jeg ikke går fuldstændig i stå.

Jeg går og venter på at blive voksen, men nu er jeg 28, der er stadig ikke sket en automatisk modning, så jeg må også selv presse lidt på. Fx har jeg øvet mig meget i at gøre ting alene. Det kan være alt fra at gå på cafe alene, shoppe alene eller træffe beslutninger alene. Og det har faktisk ikke været så slemt!

Første gang alene på en cafe var lidt underlig, men jeg hader ikke mit eget selskab, og så meget opsigt vakte jeg heller ikke ligefrem, fordi jeg sad alene.

‘If you change nothing, nothing will change’. Jeg eksperimenterer med at ændre ting i mit liv, fordi jeg ønsker at skabe forandring i mit liv. Jeg kan kun opfordre Jer til det samme, hvis det er det, I ønsker 🙂