I en tid, hvor der tales meget om patologisering (altså det fænomen, at man sygeliggør folk, der skejer lidt ud, men uden at der nødvendigvis er noget videre unormalt ved dem), kan det være svært at vide, hvornår det er legitimt at sige, at man har en diagnose, for man vil nok oftest sige det højt, for at undskylde sig selv – eventuelt på en uddannelse eller på en arbejdsplads, eller selvfølgelig på et jobcenter.

Det er ikke altid let at sige, hvornår man skal og ikke skal bruge sin diagnose, men som jeg skrev i mit sidste indlæg, så er der faktisk ret stor accept blandt folk, når de ved det. Der, hvor det især er vigtigt at folk ved hvad din diagnose er, er i kontekster, hvor der er mere på spil end blot det sociale – dvs. arbejdspladser og på uddannelser. På uddannelsesinstitutioner kan der vises nogle hensyn, men de er forholdsvis begrænsede, og den omdiskuterede handicap-SU bliver delt ret tilfældigt ud. Det er i hvert fald det jeg hører. Jeg har hørt om folk, der har langt større udfordringer end jeg har, men som er blevet nægtet handicap-SU, og måske har ansøgt om den op til flere gange. Her er der et klart råd: Stå fast. Systemet kæmper en brav kamp for at holde på pengene. Få evt. hjælp til det, for det er svært at stå med selv.

På arbejdspladsen er det også godt at være ærlig, og her er mit råd klart. Du skal IKKE nævne dit handicap i jobansøgningen. Men du bør formentlig nævne det ved jobsamtalen, for hvis du har en aparte adfærd, så ser de det med det samme. Jeg har selv haft mange nederlag inden jeg fik stillet min Asperger-diagnose, men jeg har været indkaldt til mange samtaler på baggrund af mine ansøgninger. Til gengæld er jeg så blevet skilt fra ved samtalen, hvor jeg selvfølgelig ikke har haft nævnt den diagnose jeg ikke på daværende tidspunkt havde fået stillet. Derigennem er min erfaring altså, at det ikke er nogen styrke ikke at sige det, men selve ansøgningen bliver kun kort skimmet. Du behøver heller ikke skrive udførligt i dine ansøgninger, når du fx nævner erfaringer. Er du i praktik eller nyttejob, så lad være med at nævne, at det er en beskæftigelse du er blevet pålagt gennem jobcenteret. Bare skriv du arbejder i Netto eller Fakta eller gør rent eller whatever – PS. det er nemmere at få et job, når du har et job. Man er meget tilbageholden i forhold til at ansætte folk, der ikke ”laver noget”. Og nævn endelig frivilligt arbejde i din ansøgning – og husk for guds skyld billeder, men IKKE kiksede billeder fra en våd bytur. Til selve jobsamtalen er det formentlig en god idé at have gjort sig klart, hvad man kan klare og ikke kan klare. 2 ting du ved du helt sikkert ikke kan, eller 2 ting, der skal tages hensyn til, og så 3-4 ting du er rigtig god til, og det giver måske point at nævne steder, hvor diagnosen er en bonus.

På jobcenteret er det mere kritisk, for de er af natur ikke hjælpsomme, og her vil du formentlig hurtigt føle dig ramt af standard-sanktionspakken, samt får en stresset sagsbehandler og eventuelle udredninger og jobafklaringer vil formentlig trække ud. Her har du brug for hjælp og den kan evt. søges på Facebookgrupper for udsatte, for her er mange mennesker, der er inde i lovgivningen, og som giver gratis råd. Igen skal du være ærlig, men modsat jobansøgningen, skal du helt sikkert have mest fokus på det, du har svært ved. Et andet godt forslag vil være: Byd selv ind med forslag… Jobcenteret udviser ofte forståelse, hvis man selv spiller ud med noget, og ikke bare smider hænderne i vejret og siger ”Jeg ved ikke, hvad jeg vil og kan”. Der findes tilbud man kan søge om at komme ud i gennem jobcentrene, men hav for øje, at jo dyrere tilbuddene er, jo mindre er sandsynligheden for, at du kan få dem bevilget.

En sidste ting. Familien er heller ikke altid lige forstående, og her kan det være nødvendigt at spørge ind til om de er helt klar over, hvad dine vanskeligheder er, eller minde dem om, at du har disse vanskeligheder, hvis de skulle gå hen at glemme det. Det ved du bedst selv.

Du bør ikke benytte din diagnose til at slippe over, hvor gærdet er lavest. For eksempel kan du miste meget på den sociale konto, hvis du bruger din diagnose til at slippe for at lave noget i en gruppeopgave i skolen, eller til at slippe for at hjælpe med at tage opvasken derhjemme. Diagnosen må aldrig blive en sovepude, der gør det legitimt at være lad eller ligeglad.