Dette blogindlæg handler om min diagnose. Jeg er stødt på fordomme og vrangforestillinger omkring diagnosen. Folk har sagt: “Nej, du har ikke borderline, de kravler jo på væggene og er helt socialt akavede, og det er du jo ikke…”

Min psykolog har diagnosticeret mig med indadvendt borderline og her er følelserne indadvendt og “passive”. Jeg vil gerne forklare, hvordan jeg oplever verden med diagnosen. Hos mig er diagnosen kommet af svigt og et ustabilt hjem.

Mig i nøddeskal
Jeg føler at jeg aldrig, ligegyldigt hvad, kan vinde. Derfor har jeg tendens til at undgå at være omkring andre, da jeg inderst inde ikke tror de vil kunne lide mig og ønsker mit selskab. Den anden yderlighed, som jeg også oplever, er at jeg kan være alt for afhængig af andre mennesker, i håb om at finde en vis følelse af selvværd fra dem, i form af anerkendelse. Jeg er rodfæstet i ”forladt barn”-stadiet, hvilket kommer af svigt. Jeg tror grundlæggende, at jeg er uværdig for kærlighed og hengivenhed. Jeg er præget af sort-hvid-tænkning – i de fleste henseender.

Mine træk
*Tendens til at handle impulsivt: Tankerne kommer spontant og umotiveret til mig, så derfor kan jeg godt være impulsiv i mine idéer: Nu gør vi sådan eller det her projekt har jeg lyst til. Det kan godt trætte min kæreste og det kan godt forstyrre min egentlige intention – lektier, skole og hverdagsrutiner.

*Jeg har meget få tætte venner, da jeg kun lader helt bestemte komme tæt på mig. Jeg holder dem tæt og kommer også til at forvente meget af dem – overinvolvering i andre mennesker. Hvis de ikke lever op til mine forventninger, føler jeg mig svigtet. Det er hårdt for både dem og mig.  Jeg dækker over min sårbarhed overfor dem jeg ikke kender, vil virke stærk og overskudsagtig.

*Stridbarhed ved modstand: Min første reaktion når nogen siger mig imod, er vrede eller utilpashed. Først efter, husker jeg på, at de også har intentioner, idéer eller bare er mennesker der fejler til tider, og det ikke er et personligt angreb. Ikke altid reagerer jeg på første impuls – det kommer an på mit overskud.

*Følelsesmæssige svingninger: Jeg græder, opgiver, fyldes med håb og griner. Klassisk ugentlig rutine.

*Forstyrret og usikker identitetsfølelse. Jeg havde ingen uregerlig teenageperiode, da jeg simpelthen var bange for verden. Først da jeg var 21 og kom ud af et destruktivt forhold, fandt jeg ud af de værdier jeg ville kæmpe for. Ikke bøje mig, som jeg altid havde gjort. Jeg har stadig svært ved at sige fra til opgaver og overfor mine omgivelser og det kommer hovedsageligt af, at jeg har svært ved at mærke mine behov – behov som grænser, lyst og hvad jeg finder nødvendigt/rigtigt for mig.

*Intense og ustabile forhold til andre og vil undgå at efterlades: Jeg tror ikke at min kæreste går fra mig. Men jeg oplever at blive efterladt, når jeg ikke prioriteres (efter mit behov), ikke føler mig hørt eller mangler opmærksomhed. Jeg føler hurtigt et svigt.

*Selvdestruktivitet: Jeg er intet værd og fortjener ikke at blive elsket. Det er en forud antagelse, som er kommet gennem min opdragelse med omsorgssvigt. Jeg kæmper mod denne i ALT jeg laver. Jeg tror ikke på, at der er et “i morgen”. Hvis jeg ikke gør mit bedste falder jorden sammen – en følelse af rastløshed, usikkerhed og venten på det, der går galt lige om lidt. Kender du det, at du har slået op med kæresten, du skal til eksamen eller at nogen er død, giver en bestemt følelse lige når man vågner morgenen efter, hvor du de første sekunder ikke er kommet til dig selv og har en følelse i maven over noget ikke er som det plejer, og dér går det op for dig, at dét der gør dig nervøs faktisk er virkelighed. Dén følelse har jeg ofte – hvad er det nu der er galt? Det går aldrig op for mig, at der egentlig ikke er noget galt og jeg godt kan slappe af.

*Kronisk tomhedsfølelse. Denne fremkommer kun i meget svære perioder. Det udspiller sig i mit spørgsmål: Hvad er formålet med at leve? For hvis der intet formål er, så tror jeg skal af her. Men det kommer sjældent mere, og når det kommer er det ikke de ultimative tanker der regerer.

Alt det her betyder ikke at mit liv er surt og opgivende, men at jeg tænker mere over sociale sammenhænge, har tendens til at føle mig udenfor og bruger det hele taget mange kræfter på at navigere rundt i mig selv. Lige nu er jeg i gang med at arbejde på at bryde de her mønstrer og lære at lytte til mig selv.

Kender du til diagnosen eller fordommene om denne?