Jeg er i bund og grund taknemmelig for mit liv. Jeg er taknemmelig for at have oplevet, hvordan det er at gå ned med stress. Ikke bare en, men flere gange. Det kan måske lyde lidt mærkeligt at skrive, og det er da absolut heller ikke sjovt når det står på. Men hver gang har jeg lært mig selv lidt bedre at kende. Jeg er blevet en smule bedre til ikke at gå alene med mine tanker, men det er svært. Jeg vil jo ikke fremstå svag. Men når jeg lærer mig selv bedre at kende, bliver jeg også tydeligere overfor mine omgivelser i, hvad mine behov er. Og måske det jeg kan synes er mine største svagheder, kan være en stor gave i den rette sammenhæng.

Sygemeldt med stress

I november blev jeg sygemeldt med stress fra mit job som gymnasielærer. Det var et stort nederlag for mig. Jeg havde ikke lyttet efter mig selv, og heller ikke været helt ærlig over for mine omgivelser, hvor svært jeg faktisk havde det. Jeg ville gerne være stærk. Jeg ville gerne klare det selv. Jeg havde ikke lyst til at være den svage eller sårbare igen. Men jeg var nyuddannet fra universitetet, og fik mit første gymnasiejob på et gymnasium i et socialt belastet område. Udfordringerne var store, og jeg skulle have mange bolde i luften hele tiden. Direkte fra universitetet havde jeg overhovedet ikke de kompetencer, som disse unge havde brug for, og det bebrejdede jeg mig selv. Jeg skulle hele tiden være opsøgende for at få sparring og støtte til min undervisning, og det orkede jeg ikke med alt det andet jeg også skulle.

Jeg kan stadig få følelsen af, at jeg gav op og at jeg svigtede de elever, som regnede med mig. Men det var ikke mit ansvar, og jeg blev nødt til at passe på mig selv og min familie. Min mand og jeg har to små piger på 2 og 5 år, og de har også brug for deres mor. Jeg kunne ikke blive ved at give jobbet 100%, for så stod kontoen på nul når jeg kom hjem. Jeg havde en evig fornemmelse af ikke at slå til, både på arbejdet og i privaten. Jeg begyndte at stille mig selv spørgsmålet: Var det virkelig det her jeg ville? Og var det i virkeligheden min energi værd på bekostning af min egen familie? Og alligevel lød der den bebrejdende stemme i mit baghoved: Hvorfor kunne jeg ikke bare tage mig sammen?

Alt havde bygget sig op og jeg kunne ikke mere. Jeg orkede ikke længere mine elever, og jeg orkede ikke længere rammerne. Jeg havde ikke lyst til at gå på arbejde længere, og havde ondt i maven. Jeg ville mine elever det allerbedste, men jeg kunne ikke. De havde brug for en hjælp, som jeg ikke kunne give dem. Enten måtte jeg bare acceptere, at jeg ikke kunne være den forskel for de unge, som jeg havde drømt om, og prøve at overleve på den bedste måde. Ellers måtte jeg “give op” og sadle om. Jeg “gav op”. I bakspejlet er det fordi jeg faktisk opdagede, at jeg er mere værd end blot overlevelse. Der må være en anden vej til at nå, hvad det er jeg drømmer om: at gøre en reel forskel i andres hverdag. Min svaghed her var så at have for meget empati med mine elever, og det er jo faktisk ikke så dårligt. Jeg kan bare ikke leve med at trække “ligeglad-kortet”.

Nye muligheder

Vandringen har syntes lang. Nu er jeg så også blevet opsagt og her seks måneder efter min sidste reelle arbejdsdag sidder jeg stadig uden job. Men mine børn er startet i henholdsvis forårs-SFO og børnehave, og jeg har kunnet være der. Det er det hele værd. Det har bl.a. også ledt mig til at oprette min egen blog og også starte som blogger her på UngTilUng. Jeg har samtidig også begyndt lidt skriverier omkring min egen barndom, som jeg også vil delagtiggøre jer I senere. Dette ville jeg ikke have gjort, hvis jeg ikke var blevet sygemeldt. Det er alt sammen del af en helingsproces, og måske kan det lede noget større med sig. Så jeg er nøjagtig det sted jeg skal være, og jeg er taknemmelig.