Jeg er en god veninde. Jeg er faktisk en virkelig god veninde. Det er noget, jeg med sikkerhed ved, og som jeg altid vil stå ved. 

Jeg har dog ikke altid været en god veninde. 

Jeg har haft en kæreste over de sidste 3-4 år. Og som det ofte sker for mange, så begyndte han at få alt min opmærksomhed. Jeg forsvandt langsomt væk fra mine veninder, og isolerede mig fuldstændigt med min nye kærlighed. Hele min verden drejede sig om ham. Han var mit eneste fokus, selv når jeg endelig var sammen med mine veninder. 

Og GUD hvor fik de nok af det. Det forstår jeg godt. Jeg snakkede aldrig med dem, medmindre jeg havde problemer med min kæreste, og jeg havde brug for dem. Jeg var der aldrig, når de havde brug for mig. 

Så skete der det værste, men også bedste, som der kunne ske. Min kæreste og jeg slog op. 

Pludselig stod jeg der, næsten helt alene og havde måske 1-2 veninder tilbage, som stadig gad at snakke med mig. Aldrig har jeg følt mig så alene og ensom.

Jeg fik virkelig et chok over, hvor ensom jeg blev. Jeg var ked af det over min ekskæreste, og jeg havde bare brug for mine veninder, som ikke længere var der, fordi jeg skubbede dem væk. Jeg gik i flere måneder, hvor der ikke gik én dag, uden at jeg græd mindst én gang. Jeg følte mig svigtet, sur og såret. 

Men en dag fik jeg nok af at have ondt af mig selv, så jeg besluttede mig for, at jeg måtte få gjort noget ved det her rod, som jeg var endt ud i. 

Jeg skrev til alle mine gamle veninder, at jeg var slået op med min kæreste, og at jeg rigtigt gerne ville mødes med dem og drikke en kop kaffe. 

Så fandt jeg mig selv en uge senere, foran alle mine gamle veninder, og skulle give dem en undskyldning for aldrig at have været der for dem, når de havde brug for mig. En undskyldning, som de heldigvis tog imod, selvom det ikke var lige nemt for dem alle. 

Nu sidder jeg her et stykke tid senere, uden nogen kæreste, men med en masse skønne veninder. Og aldrig har jeg været gladere og hvilet så meget i min tilstedeværelse. 

Jeg har virkelig lært, hvor vigtigt det er at have både venner og veninder i livet. At selvom man har en kæreste, så skal man stadig pleje sine venskaber. 

Jeg sidder ikke og fortæller dig, som læser det her, at det er forkert at have en kæreste. Dog fortæller jeg dig, at du aldrig må lave den fejl, som jeg gjorde og glemme dine venskaber. 

Og til dig som sidder i den situation, som jeg gjorde; Det hele skal nok gå. Du skal tage det første skridt og række ud efter dine gamle venner og veninder. Det vil ikke være nemt, og de vil måske ikke tilgive dig med det samme, men i længden skal de nok komme til det. 

For i sidste ende, kommer og går kærester, men venskaber er for livet.