Krop og selvbillede: Fra sammenligninger til selvaccept ❤

Det er juni. Det betyder sol, sommer, strand og badetøj… og for mange af unge desværre også en øget opmærksomhed på kroppen. For hvorfor kan det føles som om, at man pludselig ser sig selv med helt andre øjne, når shortsene ryger på – eller når man scroller gennem Instagram og bliver bombarderet af solrige luksusferier og “perfekte” kroppe?

Denne måned sætter vi her i UngTilUng fokus på Krop og selvbillede. Med hjælp fra vores seje frivillige, der ærligt deler ud, vil vi dykke ned i, hvordan vi alle kan blive bedre til at finde ro, glæde og styrke i os selv – også når sommeren er over os. Følg med både her på bloggen, vores Instagram og vores TikTok 💌📞💻

 

Når sammenligninger får for meget plads

Det er næste umuligt ikke at sammenligne os med andre – især når vi konstant bliver mødt af andres liv, udseende og bedrifter på de sociale medier. Her florerer der billeder og videoer af “idealer”, som i virkeligheden ofte er filtrerede, redigerede og sat op med den perfekte belysning og vinkel. Og alligevel kender mange af os nok til tanken “Burde jeg også se sådan ud”?

Tro os – det kender vi alle til! En af vores frivillige har også sat ord på det i blogindlægget “Selvværdets evige krig: Sammenligninger”, som du kan finde lige her – måske du kan genkende det? 💌

Det kan være hårdt for selvværdet og kan tale ind i en negativ fortælling, du har om dig selv og din krop, især i sommerperioden. Derfor snakker vi i løbet af måneden om, hvordan man kan rydde op i sit feed og finde inspiration i dét, der løfter dig fremfor dét, der dræner dig. Vi håber, at det kan hjælpe dig til at blive mere bevidst om det, du rent faktisk giver plads til at fylde 💛

Vi har allerede her samlet et par råd fra vores frivillige direkte til dig:

  • Ryd op i de profiler, du følger og unfollow dem, der kan få dig til at føle dig forkert eller som om du skal ændre noget ved dig selv
  • Følg konti, der viser kropsdiversitet, selvaccept og selvkærlighed
  • Overvej, om en digital pause kunne være gavnlig
  • Bliv ved med at minde dig selv om, at sociale medier er opstillede <3

 

Selvaccept og sundhed

Der er stor forskel på at ville gøre noget godt og sundt for sin krop og så føle, at man skal ændre den for at være god nok eller passe ind. Sundhed og velvære handler ikke om udseende (selvom vi alle kan komme til at tro det!), men om at mærke efter og lytte til sin krops behov – har jeg brug for hvile? Har jeg brug for at bevæge mig? Har jeg brug for at minde mig selv om en masse gode ting?

I løbet af måneden vil vi derfor også dykke ned i selvaccept, hvad det betyder, og hvorfor det egentlig er vigtigt at kunne se sin egen værdi – ligegyldigt hvordan ens krop ser ud ✨

Vi har spurgt nogle af vores frivillige om deres råd til at opnå mere selvaccept, og de fortæller:

  • Øv dig i at tale til dig selv, som du ville tale til en god ven
  • Fokuser på, hvad din krop kan, i stedet for hvordan den ser ud
  • Giv din krop det, som du kan mærke, den har brug for: bevægelse, pauser, mad, omsorg
  • Prøv at lægge mærke til, hvornår du dømmer dig selv eller taler strengt til dig selv. Forsøg i momentet at stoppe op og spørge dig selv “Ville jeg sige sådan her til en ven?”. Det ville du højst sandsynligt ikke

I løbet af måneden vil vi dele endnu flere tips, perspektiver og ærlige beretninger fra vores frivillige – så følg med her på vores blog, på vores Instagram og på vores TikTok 📞💻

Lad os sammen skabe et rum, hvor vi kan spejle os hinanden, skabe genkendelse og accept. HUSK vores chatrådgivning er åben hver eneste dag mellem 16 og 20 – her sidder søde frivillige klar til at lytte til dig og støtte dig i det, der fylder hos dig 💛