Lidt hash skader sgu ikke!

Jeg har altid fået at vide, at ”hvis først man begynder at ryge hash, ender det ofte i andre hårdere stoffer – og inden du ved af det, er du afhængig,” og jeg tænkte jaaaaa ja, det er bare lidt hash – det skader sgu ikke! Men det gjorde det!

Jeg startede ret tidligt med at ryge hash. Jeg tror ikke at jeg har været mere end 11-12 år, før jeg prøvede det første gang. I starten var det egentlig mest for at spille smart, og for at kunne sige at jeg havde gjort det. Men inden jeg fik set mig om elskede jeg det! Det tog mig væk i en helt anden verden –  en verden hvor mit hoved fik fred. En verden, hvor alle de trælse tanker, om mig selv og andre, ikke fandtes. En verden hvor dagene ikke var ret lange, så der ikke var meget jeg skulle forholde mig til. Jeg begyndte at hænge med de forkerte – folk der var noget ældre end mig, og snakken gik om alle de andre ting de havde prøvet. Jeg følte mig pludselig kedelig og enormt ung. Det hele lød så spændende! Jeg måtte prøve noget mere – og det kunne jeg jo sagtens styre!

Jeg husker tydeligt første gange jeg hilste på min, kommende, bedste ven – Amfetamin!

Jeg skulle feste med en forholdsvis ny veninde. En pige jeg havde kendt noget tid, men først for nyligt var begyndt at snakke rigtigt med. Og aftalen var i hus – vi skulle hilse på hende de alle sammen talte om – amfetamin! Jeg snakkede med en kammerat, aftalte at festen skulle være hos ham, og han ville sørge for at der var rigeligt A. Klokken når derhen af, og godt opstemte tager vi af sted – i aften var vores aften. Vi dumper ind, de andre er allerede godt i gang, jeg finder min kammerat og hører hvordan vi gør det. De andre til festen måtte ikke vide hvad der skulle ske, så det er gemt på toilettet. Jeg tager min veninde i hånden, og sammen tager vi dét valg, vi mange gange siden har fortrudt!

Det var det mest fantastiske! Vi festede på bordene hele natten. Vi var høje på livet, og på tanken om hvad vi havde lavet. Natten var ung – og den var VORES! Der var ingen der kunne skyde os ned! Ikke før næste morgen hvert fald. Da rusen så småt aftog blev vi dårlige, sådan virkelig dårlige! Vi tog hjem, lå søvnløse det meste af dagen efter, og fik så endelig den søvn vi havde higet efter.

Vi talte sammen dagen efter, og blev hurtig enige i en ting! Det MÅTTE vi prøve igen. Vi blev hinandens ”partners in crime”. Så weekenden efter var vi i gang igen – og sådan fortsatte det i halvandet år. Vi startede torsdag eller fredag, og sluttede søndag morgen. Der røg hurtigt 20 gram på en weekend. Nedturen vi fik når stoffet forlod kroppen, var så led. Jeg har flere gange været overbevist om at det var nu jeg skulle dø. Men selvom den var så led, var rusen det hele værd. Det er det der er så farligt! MEN…. Jeg kunne jo stadig snildt styre det! Troede jeg! På det her tidspunkt var jeg weekend-narkoman. Det tog mig bare mange år at indse. Jeg tog jo ikke stoffet fordi jeg havde brug for det – det var jo bare fordi jeg havde lyst.

Når onsdag bliver til lørdag, og torsdag bliver til mandag…

Tingene tog fart. Hele mit liv var en stor fest. Jeg blev sygemeldt fra mit arbejde, da jeg ikke længere var i stand til at arbejde i weekenderne. Det var lettere at sygemelde sig, så der var tid til både stofferne og nedturen. Nedturene var begyndt at vare længere, da stofferne blev flere, og kroppen begyndte at sige fra. Men hvad betød det?! Det var sikkert bare fordi vi havde fået noget, der ikke var så skide godt. Det var en chance man tog. Vi var efterhånden kendt som et par festglade piger i byen. Efter at jeg var blevet sygemeldt, begyndte vi også at ”hygge” i de fleste hverdage. Torsdag var jo ”lille fredag”, onsdag var ”lille torsdag”, og inden vi fik set os om anede vi ikke hvornår vi havde hvilken dag. I vores verden var det lørdag hver dag.