Mennesket og naturen

Forbindelsen mellem menneske og natur har altid eksisteret. På godt og ondt har mennesket og naturen altid påvirket hinanden. Mennesket har lært af naturen. Lært at bruge naturen. Lært at forstå naturen. Lært at beherske naturen. Lært at ødelægge naturen. Men naturen er et mysterium, som vi mennesker aldrig bliver helt kloge på. Derfor er naturen også forunderlig og en så grundlæggende del af vores verden, at vi ikke vil kunne eksistere uden naturen.

Evolution

Det skal ikke handle om, hvordan mennesket gik fra abe til astronaut, men det er umuligt at komme udenom, at menneskets forhold til naturen har ændret sig i takt med evolutionen. Mennesket startede som en del af naturen, levede i naturen, og der fandtes ikke andet end natur. Langsomt begyndte mennesket at udnytte naturen. Mennesket lærte langsomt at tilpasse sig naturen, men også beherske naturen. Mennesket lærte at overleve i forskelligt klima, lærte at jage, samle og tilberede mad, lærte at bygge og lærte at skabe samfund. Alt dette skete i naturen, men adskilte også mennesket fra naturen.

Med tiden har mennesket adskilt sig mere og mere fra naturen. Menneskets overlegenhed og drivkraft har kostet naturen dyrt. Voksende byer, teknologi, højteknologi og hele vores samfund er bygget op omkring naturen, men også på bekostning af naturen. Træer fældes, dæmninger bygges, gasser udledes og byer udvides. Selv vejret kan påvirkes med de rette raketter, og ikke mindst ændres klimaet af udledningen af drivhusgasser. Naturen er blevet noget, vi distancerer os fra. Den er ikke længere en del af os, men noget vi kan vælge til eller fra. Men alligevel vil vi som mennesker ikke kunne eksistere uden naturen.

Naturens egenskaber

Menneskets forbindelse til naturen er ikke så direkte, som den har været, men den er over alt, selvom vi måske har en tendens til at tage den lidt for givet. Vores viden er bygget op om natur, hvad vi spiser og fravælger at spise har vi lært af naturen og medicinindustrien har sine rødder i naturens forunderlige egenskaber, ligesom meget af vores tøj og mange af vores møbler også stammer fra naturen. Kort sagt ville der ikke være noget menneske uden natur.

Definitionen af natur

Hvor vigtig naturen er og menneskets forbindelse til naturen kommer selvfølgelig også an på, hvordan man definerer ’natur’. Den helt grundlæggende natur er jo Jorden og klimaet, som er så grundlæggende for vores eksistens, at vi i det senmoderne samfund ikke tænker også dets vigtighed. Det er der bare. I nutidens samfund er ’natur’ i højere grad noget, vi nyder, når vi går i skoven. Eller noget, der sælges i en helsebutik som et ’naturprodukt’. Eller et voldsomt vejr, som vi ikke har kontrollen over. Vi glemmer alt det, naturen har skabt. Vi glemmer, at naturen i bund og grund er i alt. Måske er det fordi, den er en del af os, at vi ikke ser den, medmindre den gør sig opmærksom på sig selv? Uanset, hvad vores personlige forhold til naturen er, er vi som mennesker dybt forbundet til den gennem millioner af års evolution og sameksistens, og sådan vil det blive ved med at være. For uden natur er der ikke noget menneske, og uden mennesket er der ingen til at definere naturen.