Du ville aldrig tro på, at jeg har en diagnose, hvis du ikke kendte mig. For umiddelbart er jeg fuldstændigt ligesom dig. Jeg har de samme følelser og oplever de samme ting, bare en smule mere end alle andre. 

Jeg er oftest en rigtig glad pige, med benene solidt plantet på jorden og aldrig bange for at lire en kæk bemærkning af. Nogen vil måske beskrive mig som “over-glad”, og det er jeg nok også på mine gode dage. Men på mine dårlige dage kan jeg være aggressiv (dog ikke voldelig), jeg surmuler meget og tager alting personligt. Bliver jeg såret, så er det som om, at hele min verden bryder sammen, og det kan tage mig rigtig lang tid at få det godt igen.

Tankerne kører rundt

Mine dårlige dage bliver som regel udløst af stress. Når jeg bliver stresset, så står mine tanker slet ikke stille, alt kører rundt i hovedet på mig, og jeg kan slet ikke sortere i dem. Jeg prøver også at være en god lytter, når nogen gerne vil tale med mig, men jeg kan som regel ikke koncentrere mig om, hvad de fortæller mig særligt længe, fordi mit fokus konstant flytter sig (måske fordi der en som nyser, min telefon vibrerer eller der går mennesker forbi). Det er jo ikke fordi, jeg vil være en kæmpe idiot, og ikke interesserer mig for dem jeg taler med, og det kan være svært for mine venner og min familie at kapere nogle gange, især hvis det er noget seriøst de gerne vil tale med mig om.
Men problemet med mit fokus er ikke kun eksisterende, når der er uro omkring mig. Det kan også være svært, når der er fuldstændigt stille, for så sidder jeg bare og lytter til mine tanker i stedet for. Så der er altid en form for uro i min verden.

Når man har ADHD, er man som regel også meget mere intens end andre mennesker. Jeg kan gå fra at være overlykkelig til stiktosset på to sekunder, og mange bliver helt forskrækket, når jeg gør det. Mit humør skifter nemlig efter, hvordan jeg har det i kroppen, og fordi min hjerne er i konstant bevægelse, så kan det være svært for alle, inklusiv mig selv, at følge med i.

Jeg har fundet ro i min diagnose

Nu kan det være, at nogen af jer sidder og tænker “hvordan i al verden kan du holde ud af leve sådan?”, og det skal jeg fortælle jer. Det tog mig sindssygt lang tid at affinde mig med, at jeg har en diagnose, og det har virkelig været et helvede til tider at have det sådan her. Men efter jeg fik at vide, at jeg har ADHD og jeg blev sat ind i, hvordan min hjerne fungerer, så gav det mig en form for ro og en accept af mig selv. Jeg lærte, at jeg ikke er irriterende og ikke er en dårlig ven, når jeg ikke lytter, men at jeg helt reelt ikke kan gøre for, at jeg er som jeg er. Jeg har også lært at tænke på alle de gode ting ved mig selv. For eksempel er jeg ikke bare hyperaktiv og intens, men jeg er også intelligent og kreativ, og hvis man vil have en mening om noget helt uden filter, så kan man altid få den hos mig. Jeg er desuden enormt god til at have dybe samtaler med folk, da jeg gennem min sensitivitet er meget interesseret i at lære folk rigtigt at kende, så jeg ved, hvor jeg har dem henne. Så jeg opnår ofte nære og lange venskaber og bekendtskaber. 

Der kan uden tvivl være mange ulemper ved at have ADHD, men de kan heldigvis også vendes til noget positivt langt hen af vejen.
Jeg vælger at tro på, at det gør mig til et unikt menneske, og ikke bare et irriterende menneske med udfordringer, og det at kunne acceptere sig selv kan gøre meget udholdeligt.