Min afskedssalut – om sorg og kærlighed

Min hjerte flyder over med kærlighed og savn, mine øjne flyder over med tårer.  Min morfar er død, og pludselig virker verden som et fremmed sted, for hvordan kan verden være den samme, når han ikke er her mere.

Kærligheden til min morfar

Jeg har altid elsket at komme hos min mormor og morfar. Når jeg lukker øjnene, kan jeg se hver eneste detalje i deres hjem for mig. Jeg kan høre min morfars stemme, når han med åbne arme byder velkommen og siger mit navn. Jeg kan fornemme lugtene i det gamle hus. Siden jeg var helt lille, har min morfar været det bedste i verden. Han gad ligge på gulvet og lege, han skulle holde mig i hånden, når jeg skulle sove, min faste plads ved bordet var ved hans side. Men min kærlighed til min morfar var uden ord, og det fortryder jeg nu. Det er så mange ting, jeg gerne ville have sagt til ham. Jeg vil fortælle, at jeg elsker ham, og hvor meget han betyder for mig.

Hans rolle i mit liv

Bedsteforældre spiller en helt anden rolle i vores liv, end forældre gør. De er tryghed, ligesom forældre er, men hos dem må man alt det sjove – som at spise cornflakes med kakaomælk. Jeg har desværre ikke set så meget til ham de sidste mange år. Allerede i gymnasiet kunne jeg mærke, at ungdommen kom i vejen. Der var altid en fest, man skulle til, og som blev prioriteret højere end den 3 timer lange rejse ned til min mormor og morfar. Det virker så forkert nu.

Sorgen over hans død

Mine følelser omkring hans død er ambivalente. Jeg er ked af det og har bare lyst til at græde. Men samtidig jeg er glad for, at hans ønske blev opfyldt – at få en hurtig død.  At være sammen med min mormor igen, for hun var hele hans liv. Det er hans kærlighed til hende, der på mange måder gør min kærlighed til ham så stor. For hvordan kan man lade vær med at elske en mand, der laver morgenmad på sengen til sin kone hver dag i over 60 år.  Som passede og plejede hende, efter hun blev syg. Nogle gange føler jeg, at min sorg er egoistisk. For han ville ikke livet mere, ikke siden min mormor døde.

Troen er min støtte

Jeg har skrevet et brev til ham, hvor jeg fortæller, hvor højt jeg elsker ham, og hvor meget han betyder – om de ting jeg husker ham for. Jeg læste det højt – for ham. Jeg tror, han er der ude et sted, og vi mødes igen en dag. Jeg tror, han sidder med min mormor i hånden og ser lige så nyforelsket ud, som på deres guldbryllupsdag. Jeg tror, han kan høre, hvad jeg fortæller ham. For jeg tror, fordi jeg bliver nødt til at tro. At tro er vigtigt – det kan hjælpe en på vej. Det gælder i alle livets aspekter. Og hvad man tror på, er ikke vigtigt! Så længe det hjælper én videre.