Jeg har det meste af livet følt mig ensom, selvom jeg havde masser af mennesker omkring mig. Og masser af mennesker som rigtig gerne ville mig. For mig lå nøglen i at acceptere, at jeg er sådan en, der får det svært. Og det gør jeg med 3 simple trin.

Er der plads til mig?

Selvom jeg altid har haft enormt mange bekendte, og altid været vellidt, så har jeg aldrig haft nogle tætte relationer. Fordi jeg konstant og ret ubevidst følte mig så forkert, så udenfor, så utilstrækkelig, holdte jeg en distance til andre. Min strategi for at blive accepteret blev at være den pæne pige, som aldrig havde det svært. Og egentlig er det nok ikke så underligt at føle sig ensom, når man ikke tør lukke nogle ind og fortælle om både glæde og sorg. Jeg troede jo fuldt og fast på, at ingen forstod mig, og ingen ville acceptere hele mig.

De 3 skridt

Jeg føler mig af og til stadig ensom, men det er ikke længere et problem for mig, for jeg ved godt hvorfor. Det er mit mindreværd, der kommer snigende, og så ved jeg godt, at der er noget, jeg har glemt at gøre for mig selv.

Nemlig at bruge self-compassion eller selv-medfølelse.

Helt kort fortalt er det en måde at håndtere svære situationer med stor medfølelse og forståelse for sig selv.

Man går igennem tre trin:

1.Opdag, anerkend og giv plads til at det, jeg står i, føles svært for mig. Frem for at prøve at undertrykke og skubbe det der er svært væk.

2.Husk på at alle mennesker har det svært, og at ingen går gennem livet uden at opleve smerte. Fremfor at tænke, at man er den eneste, eller at man er anderledes end andre.

3.Støtte sig selv, være venlig, overbærende. Som hvis du støttede en nær ven. Fremfor at møde sig selv med kritik eller vrede.

Det er selvfølgelig en meget forsimplet beskrivelse, men egentlig er det ret simpelt. At begynde at se på sig selv med forstående og milde øjne, gør en verden til forskel, og for mig gjorde det altså også at ensomheden forsvandt.

Effekten er vild

Jeg kan huske, hvor vildt det var at få det her værktøj. Det sagde næsten ”BOOM”. For alene det at erkende at ting var svære for mig, også selvom det var bittesmå ting, gjorde at jeg stoppede med at dømme mig selv. Det blev okay for mig at have det svært. Og det blev okay hver gang! Og det er bare meget lettere at klare det, der er svært, når man ”giver sig selv lov” til at have det svært. Modstanden på at have det svært var, for mig, minimum det halve af den smerte, jeg oplevede.

Metoden er ikke en måde at få svære følelser til at forsvinde på. Eller til at få svære ting i livet til at forsvinde ud i den blå luft. Det er meget mere en metode til at være i de svære ting, så det ikke vælter én. Det er lidt som at give en selv en mental krammer lige der hvor man har allermest brug for et kram.

Nu hvor det, efter øvelse, er blevet en fast del af min hverdag, giver det mig en følelse af lige at blive hevet tilbage til virkeligheden i stedet for at gå ned ad den vej, der hedder selvkritik. For jeg kan ikke rigtig forblive ensom, når jeg har mig selv som støtte, der hvor det bliver svært.

Malena

Ps:  Husk at du kan få hjælp via Ung til Ungs åbne chats – peerchatten og mentorchatten, hvor du kan chatte med en frivillig, der gerne vil hjælpe og tale om alt mellem himmel og jord.