Øvelse er målet – modstå socialt pres og opbyg selvværd

At kunne modstå (negativt) socialt pres og at opbygge selvværd, lyder jo meget godt. Ikke nemt, men absolut noget de fleste godt kunne tænke sig. Men hvordan er det lige man opnår det? Ja, den sætning er måske i virkeligheden problemet, for det får nemlig de to mål til at lyde som en lineær proces, som man på et tidspunkt kan nå afslutningen af. Og det er urealistisk. For hvornår ved man, at man har opbygget et bedre selvværd? Hvornår er man altid i stand til at modstå socialt pres? Måske opstår følelsen af utilstrækkelighed mest i, at det overhovedet er mål vi opstiller for os selv, og som vi faktisk tænker er opnåelige. For det er de ikke. Gode mål skal opfylde fem kriterier: de skal være målbare, opnåelige, realistiske, tidsbaserede og specifikke. Og det er der ingen af de to, der opfylder. Ergo har vi altså sat uopnåelige mål – igen. Hvad gør vi så?

Mit forslag er at bryde det at modstå socialt pres og at opbygge selvværd op i mindre bidder. Gør det konkret og specifikt: hvad betyder det egentlig i praksis? Er det når vi siger nej til en invitation som vi ikke har overskud til? Er det når vi sætter sunde grænser for os selv? Når vi slukker Instagram i en vis rum tid? Er det når vi tager en dyb indånding og gør noget, selvom det er lidt skræmmende? Uanset hvad det er, handler det om at identificere de momenter hvor vi rent faktisk er aktive i eksempelvis at modstå socialt pres eller de momenter hvor vi oplever, at vi helt konkret gør noget godt for os selv, som er med til at opbygge selvværdet over tid. Man kan for eksempel skrive tidspunkterne ned, begynde på en journal hvor man reflekterer ved behov eller som en vane når man står op eller før sengetid. På den måde tager man tid til sig selv til at reflektere over de små sejre.

Og selvfølgelig også de små nedture! Som nævnt er det jo en kontinuerlig rejse at opbygge et godt selvværd, det er ikke noget man tager fem steps til og så bare har i al evighed. Tværtimod er det en refleksion af ens forhold til sig selv, og ligesom med alle andre relationer, skal også denne relation med sig selv holdes ved lige. Der skal arbejdes på det. Det betyder også, at der er bump på vejen; måske kom man til at sige ja til at gøre noget, man ikke havde lyst til, man kom til at doomscrolle Instagram igen, man talte grimt om sig selv. Det er helt okay. En del af at opbygge et godt selvværd er netop ens evne til at være kærlig mod sig selv, når man ikke opfylder de mål til sig selv, man ønsker at opnå – ligesom man netop viser hvor god en ven man er, når ens venner går igennem en hård tid. Sådan skal man også være mod sig selv.

Igen; at modstå socialt pres og opbygge selvværd er ikke en lineær proces, er ikke fuldstændige mål, som kan opnås og så lægges til side. I stedet er det selve øvelsen i det, der er målet. Man kan eksempelvis huske sig selv på sætningen: ’jeg forsøger, jeg øver mig og det er godt nok’. Det er ikke perfekthed og fuldstændighed, der er målet, men en kontinuerlig oplevelse af, at jeg prøver og at jeg er nænsom med mig selv i processen, som jeg ville være mod en ven, der gennemgik en udvikling. Det gode mål, er det man kan gøre på realistisk vis, så øv dig i at øve dig i stedet – det er det, der virkelig løfter, uden at man slår sig på for høje, urealistiske forventninger imens.