Overspisning – er det en spiseforstyrrelse?
Jeg har spiseforstyrrelsen BED, der er en forkortelse for Binge Eating Disorder, der på dansk kaldes tvangsoverspisning. BED er ikke en godkendt spiseforstyrrelsesdiagnose på linje med bulimi og anoreksi i Danmark endnu, men er blevet godkendt i andre lande eksempelvis USA, og bliver det også snart i Danmark, regner man med.
Man kan dog alligevel godt (heldigvis) komme i behandling for BED i Danmark, og der er både privat og offentlig behandling, eksempelvis findes sidstnævnte på Psykoterapeutisk Center Stolpegård i Gentofte, hvor jeg selv skal påbegynde et behandlingsforløb snart.
”Alle overspiser vel engang imellem”
Spiseforstyrrelsen viser sig ved, at man/den der har spiseforstyrrelsen/jeg spiser alt for store mængder mad med alt for hyppige intervaller.
Jeg har flere gange oplevet, at folk ikke forstår alvoren i, at jeg har en spiseforstyrrelse, fordi de forveksler den med den form for overspisning, som de selv har udført og oplevet. De siger: ”Ej, men det skal du ikke tage så tungt. Jeg kan også sagtens spise en hel plade Marabou” og ”Når jeg først har åbnet en pose chips, kan jeg heller ikke lægge den fra mig” i et forsøg på at berolige mig, og fortælle mig, at jeg ikke er unormal, og at jeg ikke har en spiseforstyrrelse, fordi de kan nikke genkendende til mine overspisninger.
Men de forstår ikke, at det at de misforstår mig og min spiseforstyrrelse, og dermed negligerer mig og min spiseforstyrrelse, gør det hele værre. Ja, jeg kan også sagtens spise en hel plade Marabou, og ja, jeg kan heller ikke lægge en pose chips fra mig, når jeg først har åbnet den, men det stopper jo ikke der.
Jeg spiser til det gør ondt
Jeg overspiser i snit hver anden dag, og i perioder er det hver dag. Når jeg ikke overspiser, tænker jeg så meget på at gøre det, at jeg praktisk talt gør det, blot inden i mit hoved. Jeg overspiser ikke kun Marabou og chips, men faktisk i højere grad ”almindelig” mad, såsom rugbrødsmadder med skinke og italiensk salat, knækbrød med ost, æbler, jordbær, gulerødder, yoghurt med müsli, havregrød, sukkerfrie lakridser, æg, og hvad jeg end har tilberedt til aftensmad.
Jeg overspiser oftest om aftenen, når jeg er alene, og jeg gør det, til jeg får så ondt i maven og kroppen, at jeg bliver nødt til at holde mig vågen et par timer mere end jeg ellers ville, for at kunne være i stand til at lægge mig i min seng og sove.
Jeg overspiser til jeg ikke kan trække vejret ordenligt. Jeg overspiser til det gør fysisk og psykisk ondt. Jeg overspiser, mens en strøm af negative tanker kører rundt i mit hoved, om mig og min krop. Jeg taler ned til mig selv, mens jeg overspiser. Jeg er fed, ulækker og har ingen viljestyrke eller selvkontrol. Jeg overspiser til jeg skammer mig. Jeg overspiser for at bevise over for mig selv, at jeg ikke er noget værd. Jeg overspiser til jeg når et punkt, hvor det eneste jeg vil, er at gå ud og kaste maden op igen. Men jeg gør det ikke.
Inderst inde vil jeg være rask
Jeg har kun tre gange, mens jeg har haft BED, sat mig på knæ ved toilettets hvide fod, slået brættet op og stukket en finger i halsen. Men jeg kan ikke finde ud af at kaste op.
Jeg tror et eller andet sted, at det er den raske del af mig, der ikke vil have, at jeg skal få bulimi, der er på spil, når jeg ikke kan kaste maden op. Fordi, jeg kan love dig for, at en stor del af mig, nemlig den spiseforstyrrede del, mere end noget andet ville ønske, at jeg havde bulimi. Og sådan set også anoreksi.
Jeg ved ikke hvor tit, jeg har drømt mig væk til en anorektikers eller bulimikers tilværelse. Det er skræmmende. Men inderst inde vil jeg helst være rask og ikke tænke på mad, overspisninger, min krop og hvad andre tænker om den og mig, så meget som jeg gør.
Jeg har for nyligt været til samtale på Psykoterapeutisk Center Stolpegård, der behandler patienter, der lider af BED. Jeg er blevet skrevet op til behandling selvsamme sted. Inden da gik jeg hos min psykolog fra december 2012 indtil nu for at gøre noget ved mit lave selvværd og mine overspisninger. Jeg har de sidste par måneder gået i en åben støttegruppe hver onsdag for folk med BED hos Landsforeningen Mod Spiseforstyrrelser og Selvskade (LMS). Jeg har både min psykologs, min læges, og forskellige rådgiveres hos LMS’ og Psykoterapeutisk Center Stolpegårds ord for, at jeg har en spiseforstyrrelse, der kræver behandling. Derfor vil jeg tages alvorligt. Det hele begynder her.
XOXO