At drage omsorg for sig selv kan komme til udtryk på mange måder. At huske at gøre gode ting for sig selv og gode gerninger for andre. Det er også selvomsorg at være bevidst om sine egne grænser og praktisere dem over for andre. De ikke-kærlige tanker, der kan køre i hovedet, skaber behov for selvkærlige handlinger. Hvis hovedet er fyldt med negative tanker, kan det være godt at arbejde aktivt med at reframe den måde, du tænker på, så du bliver mere kærlig over for dig selv. Så lad os starte med hovedet.

Mange mennesker ser det som et personlighedstræk at ’overtænke’, men i virkeligheden tænker vi alle sammen over vores opførsel. Det er der ikke noget unikt i. Hvis du er en af dem, som bliver meget analytisk, grænsende til det kritiske, om, hvad det nu lige var du sagde i den der samtale med din veninde; om du grinte for højt af en joke, om du selv fyrede for mange jokes af, om du var for meget, eller om du var alt for lidt – så er du måske en af dem, der tænker lidt ekstra over hvordan du fremstår.

At være opmærksom på, at det er noget du gør, er første step til at ændre, hvordan du tænker om dig selv. Så når du begynder at analysere og være kritisk, skal du bide mærke i, at du nu er ved at analysere din egen opførsel. Det er altid svært at se os selv gennem andres øjne, for andre mennesker ser os meget sjældent præcis, som vi ser os selv. Og andre mennesker er ofte slet ikke ligeså kritiske over for os, som vi selv er, for de fleste sidder nemlig og analyserer deres egen opførsel. Men alligevel gør vi det. Så det, det kommer an på er, hvordan vi gør det. Hvordan viser vi selvomsorg gennem vores tanker om os selv?

Hvis du for eksempel sidder med en følelse af at have været alt for ’meget’ i et selskab, så prøv at vende tanken om og spørge dig selv, hvad det egentlig er, du kritiserer. Er det ikke bedre at have været i højt humor, at have fyret jokes af, at de andre har grint, at du selv har grint, at du har tabt dig selv i øjeblikket? Var det ikke en rar stemning? Så er det nok din selvkritiske stemme, der taler, og den kan du godt vælge ikke at lytte til.

Det gode gamle trick om at overveje, hvad man ville sige til sin bedste ven, hvis de kom og sagde ’var jeg ikke for meget?’ holder stadig, for der er nok ingen af os, som ville svare ’ja, skru lige lidt ned for dig selv næste gang’ til en vi holder af. Så hvorfor skulle du sige det til dig selv? Hvis du derimod føler, at der var noget du gerne ville have sagt i selskabet, men du holdte dig selv tilbage, kan du prøve at overveje, hvorfor du ikke havde lyst til at sige det. I stedet for at skælde dig selv ud over, at du var for ’lidt’, kan du være nænsom og give dig selv ros: du har hygget dig, du har deltaget, du har formet meninger og holdninger, og næste gang har du måske mod på at dele dem. Uanset, hvor du er, er det nok.

Hvis du stopper dig selv inden de kritiske tanker løber løbsk og i stedet er kritisk over for, hvorfor du egentlig tænker sådan, vil du formentlig opdage, at der er mange årsager til, at vi har den kedelige tendens til at være hårde ved os selv.  Øv dig i at stoppe tanken, undersøg den, og forkast den. Tænk over, hvad vi ville sige til en god ven og vis dig selv omsorg ved at være venlig over for dig selv i dine tanker. Du er din egen bedste følgesvend, så du kan ligeså godt tale ordentligt til dig selv – også inde i hovedet.