Sådan kan du blive bedre til at håndtere skam

Forskellen på pinlighed og skam

Vi kender det nok alle. Dét at vågne op med hovedpine ovenpå en vild bytur … udover hovedpinen, er der noget andet, der også banker på. Kvalme måske? Ja, helt sikkert kvalme. Men der er noget helt tredje… en  følelse breder sig i hele kroppen; fortrydelse, pinlighed. Det er de famøse moralske tømmermænd, som er begyndt at vise sit grumme ansigt. F********ck. Hvad var det lige, jeg lavede i går? Ej nej nej, hvor har jeg været dum og pinlig. Gjort mig selv fuldstændig til grin.

Disse tanker har jeg virkelig haft mange af. Ikke kun i forbindelse med alkohol, men også i andre situationer. Jeg har været pinlig over ting, jeg har sagt i skolen, pinlig over min klodsethed, pinlig over min familie, pinlig over mine manglende evner i matematik… ja, listen er lang.

Men så er der også ting, jeg direkte har skammet mig over. Jeg har skammet mig over min lyst til sex eller mangel på samme. Sommetider skammede jeg mig over min krop. Jeg har også skammet mig, da jeg fik delt intime billeder mod min vilje. 

Vi har altså to følelser i spil her. Pinlighed og skam.
Pinlighed er som sådan ikke noget, man kan undgå. Det er meget naturligt at være pinlig over irrationelle ting og ikke nødvendigvis noget, som er skadeligt. Mange af de gange man føler pinligheden brede sig i kroppen, bør man egentlig bare være bedre til at sige “pyt”.

Skam derimod er en meget tungere følelse.
Skam kan være altoverskyggende og forme sig som en knude i maven, og man kan føle, at alt håb og tro er væk.
Det er vigtigt, at man arbejder mod sin skamfølelse.
For som så mange andre negative følelser, kan det ende med, at man udvikler dårligt selvværd og afstraffer sig selv på den ene eller anden måde. 

Det er faktisk nok noget af det, jeg synes er allersværest ved at være ung. At man konstant går og har det skidt med sig selv, selvom man intet har gjort galt. Sommetider kunne jeg (og stadig kan engang imellem) drive mig selv til vanvid over et eller andet, jeg mente, at jeg havde gjort forkert.

At arbejde med skamfølelsen

Hvordan arbejder man så med disse følelser, tænker du så nok?
Herunder kommer nogle værktøjer, du ligesom jeg kan bruge, til at arbejde med skam:

  1. Prøv at omvende skammen – skam er ofte en situationsbaseret følelse. Sig til dig selv “denne følelse har ikke noget med mig at gøre, men med situationen”. Det er ikke dig som person, der er forkert
  2. Husk på, at hvis du har reageret uhensigtsmæssigt i en situation, kan det være fordi, at en tidligere oplevelse har “trigget” noget i dig, så du derved har reageret på en bestemt måde. Dette er ikke din skyld
  3. Du kan prøve at analysere situationen for at få et overblik og en bedre forståelse af hændelsen – Hvad skete der helt præcist? Hvilken rolle har jeg i det? Har jeg før oplevet noget lignende? Hvad er konsekvensen af det? Vil jeg reagere anderledes en anden gang?
  4. Spørg dig selv – hvis min veninde/ven kom og fortalte mig dette, vil jeg så tale til hende/ham, som jeg taler til mig selv? Højst sandsynligt ikke! Vi har det bare med at være ekstra hårde mod os selv.
  5. Vær ikke for hård ved dig selv og pas også på med at bebrejde andre – Alle har en fortid og en historie. Det er sommetider svært, ikke at kunne placere skylden et sted. Men at forstå, at alle mennesker har en fortid, og at alle kæmper med sit, kan også være befriende. For det kan faktisk tære meget på ens egen psyke at bebrejde andre
  6. Prøv at huske at være god ved dig selv og at tale sødt til dig selv – Prøv eventuelt at sige 3 gode ting til dig selv i spejlet hver dag. Det lyder åndssvagt, men det kan faktisk hjælpe din underbevidsthed til et selvværdsboost
  7. Søg hjælp ved din læge, hvis følelserne bliver invaliderende – Ja, skam er også noget af det, man kan tale med sin læge om. Det hele handler ikke om fodsvamp og forstuvede ankler. Det mentale aspekt er vigtigt! Din læge vil kunne hjælpe dig med en løsning i form af eventuel behandling. Udover dette, kan det også blot være befriende at få det sagt til en, man ikke kender privat. Husk, at din læge har tavshedspligt; alt du fortæller ham/hende er fortroligt!

Jeg gør selv brug af disse steps. Skam kan stadig komme op i mig fra tid til anden. Men jeg er blevet bedre til at håndtere følelsen.
Hvis det ikke lykkes med det samme at tale din skam ned, kan det være fordi, du måske har været hård ved dig selv tidligere. Det kan godt kræve en del øvelse. Forsøg at have samme tålmodighed og overbærenhed overfor dig selv, som du så ofte har for andre

<3 <3 <3