Sårbarhed er en svær størrelse, både som en tilstand at befinde sig i, men også at definere. Tilstanden er ofte præget af tabu, hvilket vil sige, at man sjældent taler åbent og ærligt om, hvad det egentlig vil sige at være sårbar. Dette hænger ofte sammen med den sårbares manglende energi eller lyst til at tale om noget, der er ubehageligt eller smertefuldt, og omgivelsernes frygt for at tale om noget, som gør den anden ondt.

 

Sårbarhed er mange og forskellige ting; det kan være psykisk sårbarhed, som byder på psykologer eller medicin, depression, stress eller følelsesmæssig sårbarhed. Skalaen rummer således alt fra behandlingskrævende sårbarhed til den følelse af magtesløshed eller tristhed der kommer, når man skændes med sin bedste veninde, når ens forældre gennemgår en grim skilsmisse eller når ens kæreste er gået fra en. Sårbarhed er derfor også noget, vi alle oplever på et tidspunkt, hvad end det er over en kort eller lang periode, og af forskellige årsager, og derfor er det heller ikke noget, som man skal være flov eller skamfuld over.

Hvis man slår ”sårbar” op i en ordbog lyder en af definitionerne, ”adjektiv, 1. som er let at gøre ked af det eller skade, psykisk eller fysisk,” og den definition åbner op for en lang række muligheder. Sårbarhed kan altså også være fysisk betinget, blandt andet hvis man har et handicap og til tider kan have behov for andres hjælp, men oftest forstår vi sårbarhed som noget psykisk eller følelsesmæssigt. I en tid, hvor vi alle forventes at være stærke og selvstændige til det absolutte, så kan sårbarheden komme til at fremstå som et personligt nederlag og en anledning til at se ned på den, som er ramt, men sårbarheden er faktisk det, man kan kalde et paradoks. I sårbarheden kan vi netop finde kilden til styrke og selvstændighed.

 

Desværre er det med sårbarhed som med mange andre svære emner, nemlig at det ikke er noget, der bliver talt meget eller åbent omkring. Langt de færreste er sikre nok til at sige højt, at de er sårbare, for italesættelsen af sårbarheden blotter det ømme punkt, og det kan føles som at man inviterer til at blive sparket et sted, hvor man allerede har ondt. De fleste bærer derfor deres sårbarhed, i hvad form den nu end kommer, alene. Det føles måske mere trygt, men det er også frygtelig ensomt. Når vi sætter fokus på sårbarhed er det netop med det formål at udfordre tabuet. Som oftest er det lettere at holde hovedet højt og klare de svære ting, når man kan tale om det og dermed indrømme, både overfor sig selv og andre, at noget er svært og at gode råd og hjælp er velkomment. Hjælpen behøver måske ikke at være andet end et par øl, en filmaften eller en middagsaftale med en, som man kan tale åbent og ærligt med, lige så vel som det kan være en mere professionel samtalepartner eller endda en artikel. Det er netop når vi sætter ord på sårbarheden, at der opstår potentialet for at udvikle den styrke og selvstændighed, som de fleste af os ønsker at have, for det kræver netop styrke at være sårbar.

 

Hvis du kan genkende dig selv i dette eller vil læse mere, så kan du læse, hvad vores BLOGGERE skriver om emnet, besøge os på Facebook.