Er det altid ‘de andre’, der er skurkene bag det tabu, du lider under. Eller skaber du et tabu i historien om dig selv, i måden du fortæller den på til andre – og til dig selv?

Tabu forbindes nok oftest med ‘de andres’ negative undertrykkelse af et tema, ved at gøre det forbudt at tale om, og som fremkalder svære følelser hos den, der er tæt berørt af temaet.

Men er det altid ‘de andre’, der er skurkene? Er man ikke selv med til at holde liv i tabuer og bekræfte dem over for sig selv. Tabu brydes med ord. Så et sted at starte er i den måde, man selv taler om emnet på. I høj grad også over for sig selv.

Vi lever i et oplyst samfund. Gennem viden om et tema skaber vi et sprog for det tema. Mange tabuer skulle synes udryddet, fordi vi ganske enkelt taler mere og mere. Og mange tabu er udryddet. Vi må ikke underkende, at der eksisterer tabu, der kan være frygteligt invaliderende for andre, men prøv at udfordre tanken om dig selv som den, der tabuiserer dig selv:

Lider du under for et tabu, der i virkeligheden er meget mindre, end du går og tror?

Skaber du et tabu i historien om dig selv, i måden du fortæller den på til andre – og til dig selv?

I så fald har du skabt et selv-tabu. Det lyder barskt. Men budskabet er: hvis du ændrer på tabu-fortællingen om dig selv, praktiserer åbenhed over for dig selv, befrier dig selv for at lide under for tabu.