Tak! Men jeg mener det ikke helt
Taknemmelighed er evnen til at føle og udtrykke trangen til at sige tak. Danskerne er gode til at udtrykke det, men de færreste er i stand til at føle det. Synonym med erkendtlighed, kan man argumentere for, at taknemmelighed handler om erkendelse – erkendelse af dit liv på både godt og ondt.
Anders Boas beskriver på Videnskab.dk den tendens, som peger på, at sproget afslører hver enkelt persons mentalitet, men også hvert lands måde at tænke på. Kollektivt retter vi også sprogligt ind efter hinanden. Derfor, når du udtaler ”DSB er altid forsinket” afslører det ikke alene din holdning til virksomheden, men også et helt lands mentalitet, da vi alle påvirkes af hinandens ytringer. Du har måske ikke forudsætningerne til at kunne udtale dig om DSBs forsinkelser, men du genkender udtrykke og holdningen, tillærer den og bruger den aktivt. Negativt avler derfor negativitet, og betydningsløse ord avler betydningsløse ord. Boas forklarer, at det danske folkefærd benytter ordet ”tak” til sådan et punkt, at dets betydning udvaskes. Danskernes ”tak” kan sidestilles med amerikanernes brug af ”I love you”, som også bruges i flæng og derved mister dets betydning. Boas vurderer, at danskerne har svært ved at vise og forstå taknemmelighed, da ordet ”tak” i højere og højere grad benyttes som et høflighedsord, fremfor reel taknemmelighed.
”Tak for i aften”, ”tak for mad” og ”tak for sundhedssystemet”
Erhvervspsykolog, Rikke Østergaard, har udgivet bogen ”TAK”, hvori hun udpeger de mange variationer af ordet. Efter et længere sygdomsforløb, fandt Rikke ud af, hvor taknemmelighed hun var overfor det danske sundhedssystem – og i den sammenhæng gik det op for hende, at i hendes glæde over de danske privilegier, glemte hun at være taknemmelighed for de små ting i tilværelsen. Det, mener hun, er en generel tendens for det danske folkefærd. Danskerne kan nemlig være taknemmelig for ufatteligt mange ting: Stemmeretten, demokratiet, gratis adgang til uddannelse og meget mere. Men disse privilegier er er en selvfølge, kan det være svært inderligt at være taknemmelig for. Vi ved, vi bør være taknemmelige, men er vi virkelig det? Østergaard vurderer, at vi først forstår omfanget at ordets betydning, når vi udsættes for større dilemmaer – for indtil da fokuserer de fleste på jagten på det lykkelige liv.
Sig tak og vær glad for livet
Det er Rikke Østergaards helt store budskab. Tilfældigvis er dette også budskabet i Ariana Grandes nye sang ”Thank U, next”. For at være taknemmelig er ikke kun forbeholdt vores mange privilegier som dansker i et velfærdssamfund – taknemmelighed er også rettet mod fortiden, og hvad den har lært dig. Ariana Grande siger tak til sine ekskærester: ”One taught me love, one taught me patience, and one taught med pain”. Det kræver mod og styrke at acceptere fortiden og vende det til noget positivt. Sig tak for, hvad ekskæresten har lært dig, og forsøg at komme videre. Sig tak til tidligere arbejdspladser, sig tak til forliste venskaber og sig tak til dem, der engang har fortalt dig ”nej” – for disse situationer og mennesker har lært dig noget. At fokusere på taknemmelighedsfølelsen og leve efter den, er, hvad Rikke Østergaard kalder, en livslang træning. Eftersom vi stille og roligt bliver mere og mere amerikaniseret, er taknemmelighed nemt at huske på lige nu, hvor Thanksgiving er rundt om hjørnet. Men når hverdagen kalder, vender de fleste danskere tilbage til det vante og betydningsløse ”tak”. Rikke Østergaard foreslår en øvelse, som kan forhindre dette: Hver aften bør man notere man 3 gode ting, som er sket i løbet af dagen. Hvorfor? Fordi det giver bevidst hovedet mulighed for at bevæge sig ind i en bekymringsfri zone – måske endda en mere positiv og taknemmelig zone.
Tak derfor din fortid for alle dine opdagelser, fokuser på det positive og vær i den sammenhæng den bedste udgave af dig selv.