Teknikker til at slippe dit tankemylder
Jeg har ofte selv lidt af det, man nok vil kalde tankemylder. Lige nu sidder jeg for eksempel og venter på svar fra en jobsamtale, og det er svært for mig ikke at gå ned af vejen med alle tanker som, ‘hvad nu hvis’erne’, og strengen kan komme meget langt ud.
- Hvad nu hvis, jeg ikke får det?
- Hvad nu hvis, jeg kom til at sige noget forkert?
- Hvad nu hvis, de ikke kan lide mig?
- Hvad nu hvis, jeg ikke er god nok?
….
- Hvad nu hvis, jeg får stress igen?
- Hvad nu hvis, mine dagpenge løber ud?
- Hvad nu hvis, jeg aldrig får et regulært job igen?
Men disse tanker hjælper mig ikke. De dræner min energi og stjæler min tid. Jeg var på et rigtigt godt kursus i weekenden: Få styr på stress i det frivillige sociale arbejde med undervisere fra Center fra Beredskabspsykologi. Det gav mig nogle rigtigt fine redskaber til at få bedre styr på mine tanker, så de ikke dræner mig så meget. Dem vil jeg gerne dele med jer. Men først vil jeg slå noget vigtigt fast, som er: Tanker er ikke farlige. Tanker slår dig ikke ihjel. Tanker gør dig ikke syg. Tanker slår ikke andre ihjel. Tanker er bare tanker. Men tanker kan tage dit fokus. Selvfølgelig kan tanker stamme fra noget, du skal have gjort noget ved, men så burde du måske gå i problemsløsnings-mode i stedet for.
En specielt slags tanker, som har plaget mig, er bekymringer. Det er bekymringer om fremtiden. Over ting jeg langt fra altid har kontrol over. Men det kan også være ting, jeg ikke kan give slip på fra fortiden, som grublerier over hvad jeg kunne have gjort anderledes. Hvis du har været udsat for noget grusomt, kan der dog ligge traumer i din fortid, som skal bearbejdes sammen med en psykolog og/eller terapeut, før du kan bruge følgende metoder. Det går ikke nødvendigvis væk ved at skifte fokus.
Her kommer tre metoder, som gradvist kan gøre dig fri af dit tankemylder (eller i hvert fald gøre det mindre):
- Vinduesøvelse (ændre fokus)
- Motorvejsteknikken
- Bekymringsbutikken
Den første bliver præsenteret i dette indlæg, de to sidste kommer i det næste.
Vinduesøvelsen
Dette kan være en god øvelse for at få dig til at ændre fokus. Den kan specielt være god til at hjælpe dig med at slippe de ting, du ikke har magt over. Du bliver klar over hvor stor en indflydelse, dine tanker har på dine følelser og din krop.
- Skriv din triggertanke op på et vindue med en whiteboardpen. Det kan være en tanke som, “Hvad nu hvis jeg får brystkræft?”, “Jeg får for lidt i løn”, “Min leder behandler mig dårligt” eller “Jeg er ledig og på dagpenge”. Det er tanker, som er gnisten på bålet. Det er dem der sætter alle mulige andre tanker i gang. De kan både være faktuelle eller
- Se rigtigt godt på det du har skrevet
- Læg mærke til hvilke tanker, følelser og kropslige fornemmelser, der opstår.
- Prøv nu at rette på din opmærksomhed noget andet uden for vinduet. Det kan være, at du tæller træerne, bilerne, mennesker eller skyer. Det kan være, du lægger mærke til former på bygningen over for.
- Hvad skete der med teksten på vinduer, mens du var optaget af noget andet?
- Hvad skete der med de tanker, følelser og kropslige fornemmelser, du bemærkede før?
Måske vil du mærke, at du får en helt anden fornemmelse i kroppen, og på en mærkelig måde føler dig lettere end før. Det var i hvert fald det, jeg oplevede, da jeg brugte metoden.
(De resterende teknikker kommer i næste del)