Unge og ensomhed: Når man føler sig alene i sommeren

Så er juli over os, og det betyder sommer, ferie og masser af billeder fra strande, festivaler, sommerfester og venner, der spiser is i solen. Men for rigtig mange unge kan sommeren også føles som et tomrum. Når hverdagen med skole og arbejde måske står på pause, og venner måske er ude at rejse eller har en masse planer, kan følelsen af ensomhed altså godt komme snigende. Hvis du også oplever dette, så er du ikke alene 💙 Faktisk viser nye tal fra 2023, at mere end 120.000 danske unge mellem 16 og 24 år føler sig ensomme. 

Derfor sætter vi i UngTilUng i løbet af hele juli måned fokus på ensomhed. På vores blog, vores Instagram og vores TikTok vil vores ærlige og seje frivillige dele ud af deres erfaringer med at føle sig alene, og vi vil her i UngTilUng guide dig til, hvad du kan gøre, hvis du føler dig ensom. Følg derfor med 💌

Ensomhed vs. at være alene

Ensomhed handler ikke om at være alene. Ensomhed er en følelse. Man kan sagtens være omgivet af en masse mennesker, have en masse venner, relationer, osv., men stadig føle sig ensom. Ensomhed handler nemlig om, at man måske føler, at man mangler meningsfulde relationer og forbindelser, og det kan handle om følelsen af ikke helt at høre til eller føle sig udenfor. Det er derfor mere nuanceret end som så 💭
Det kan også derfor nogle gange være svært at tale om ensomhed – især, hvis man føler, at man egentlig bare burde have det godt. Mange unge føler sig skamfulde over at opleve ensomhed, og derfor er det også nogle gange en følelse, der bliver pakket lidt væk, ignoreret eller ikke taget alvorligt, og derfor kan man glemme at række ud.

Det kan også være en hjælp at læse, at andre har eller har haft det på samme måde som dig. Læs for eksempel en af vores frivilliges bloggere ærlige ord om at føle sig ensom i blogindlægget “Ung og ensom”. 

Men, som med alt, er det vigtigt at række ud. Vi har her et par små tips til, hvad du kan gøre, når du begynder at mærke ensomhed 👇:

  • Når du mærker ensomheden, så forsøg at være nysgerrig på den, i stedet for at dømme dig selv. Hvad er det, du savner lige nu? Er det nærhed? Er det forståelse? En at snakke med? En at dele hverdagen med?
  • Øv dig i at dele, hvordan du har det sammen med nogle, du stoler på – også selvom det kan føles sårbart. Tag fat i et familiemedlem, en ven eller en lærer, du er tryg ved og fortæl, hvordan du har det. Måske du kan starte med at skrive det ned på papir og få dem til at læse det højt, hvis det føles for sårbart at sige det højt 💛

 

 

Små skridt ud af ensomheden

Ensomhed kan føles meget overvældende, og det kan føles som om, at man bare aldrig kommer af med den. Men nogle gange skal der ikke særlig meget til, før man får et glimt af noget andet. Det handler ikke om at få en masse nye venner på én dag, men måske om at tage små skridt i en retning, der føles rar. Det kan være sådan noget som:

 

  • Søg fællesskaber, hvor det er trygt at være sårbar. Fx kan du kigge på Ventilen, der arrangerer ture, maddage og spilaftener med andre unge, der også kender til at føle sig ensomme.
  • Søg nye fællesskaber. Det kan være at blive frivillig et sted eller opsøge en fritidsinteresse.
  • Giv gamle bekendtskaber en ny chance. Måske kan du række ud til en gammel ven eller kollega og få en kop kaffe eller en kort snak.
  • Skab små fællesskaber i hverdagen. Det kan være at smile til din kollega eller baristaen i Lagkagehuset, ringe til din mor eller snakke kort med en studiekammerat i pausen. Det er ikke ligegyldige ting, og de små relationer og interaktioner kan gøre en stor forskel.
  • Vær din egen ven. Sørg altid for at tale kærligt til dig selv, også, og måske især, når tankerne begynder at fortælle dig, at du ikke er god nok. Ensomhed betyder ikke, at der er noget galt med dig – det betyder, at du savner nogle forbindelser, som vi alle har brug for.

 

Uanset hvordan din sommer ser ud, håber vi, at juli sammen med os kan blive en måned for nye perspektiver, nuancer, forståelser og endnu mere selvkærlighed. Måske endda med en lille følelse om, at du ikke er alene – vi og vores frivillige er her på vores blog, Instagram og TikTok.

Du må altid skrive til os – 

fx i chatten, som har åben hver dag mellem 16 og 20. Vi er her for at lytte til dig 💌

I vores DM på vores Instagram, hvis du vil dele (anonymt) ud af dine tanker og oplevelser med fx ensomhed.

Eller i vores kontaktformular her på vores hjemmeside 

Vi glæder os til at høre fra dig – og rigtig god sommer 💙