3 gode råd til jobsøgningen

Langt de fleste af os havner der på et tidspunkt – i et anonymt lokale med en jobkonsulent, der befinder sig et sted på en skala mellem overentusiastisk og metaltræt.

Som jobsøgende kan man føle sig utrolig sårbar overfor samfundets dømmende øje og omgangskredsens velmenende råd og spørgsmål. Man kan hurtigt sidde med en følelse af, at det man prøver, aldrig er helt nok og altid er lidt forkert. For hvordan bryder man lige igennem muren af arbejdsgivere, der vil have nyuddannede med 5 års erfaring? Hvor bryder man igennem? Og hvornår?

En ting er dog sikkert – det ender på et tidspunkt. For mig er det heldigvis endt for lidt over et år siden, og jeg vil her gerne dele nogle råd, som måske kan hjælpe dig til at komme igennem den svære tid. Det er selvfølgelig forskelligt, hvad folk har brug for at høre, men jeg håber alligevel, at jeg kan bringe lidt inspiration videre, hvis du sidder og føler du er kørt fast.

1. Du er ikke arbejdsløs – du er en person, der søger et arbejde
Som cand.mag. i Sprogpsykologi tror jeg på, at de historier og ord, vi bruger om os selv, er magtfulde og kan forme vores tanker. Hvis man siger “jeg er arbejdsløs”, definerer man sig selv ud fra det man mangler (et arbejde), fremfor alt det, man ellers er og kan. Hele ens person bliver sat lig den position, man befinder sig i lige nu.
Hvis man i stedet siger “Jeg søger job” er der plads til, at man er et jeg, der rummer andet og mere end jobsøgning. Man lægger vægt på det, man aktivt gør selv, fremfor bare den tilstand af arbejdsløshed, man befinder sig i.

Prøv aktivt at definere dig selv som en person, der søger job, frem for en person, der er arbejdsløs, både når du sidder i egne tanker, og når du taler med andre. På den måde hjælper du også dig selv og alle andre til at huske, at det at søge jobs er et arbejde i sig selv.

2. At søge job er et fuldtidsarbejde – men ikke nødvendigvis i 37 timer om ugen
Når man skriver jobansøgninger, må man hele tiden prøve at genformulere og genopfinde sig selv, så man da bliver det helt perfekte match for lige præcis DEN arbejdsgiver. Inden man så næsten starter forfra, når den næste ansøgning skal skippes afsted. Samtidig skal man også have energi til lige at tænke ud af den berømte boks – hvem kender man i sit netværk? Skal man kontakte drømmearbejdsgiveren uopfordret og i så fald hvordan? Og hvad så, når alle drømmemulighederne er prøvet af og lukket ned?

Det var min erfaring, at hvis man skal have energi til alt det, så kan man simpelthen ikke bruge otte timer om dagen på det. Lyt til det, hvis du er kørt træt i det hele, og smut ud og nyd solen resten af eftermiddagen. Sørg for at lave ting, der også liver dig op og giver luft i hovedet til de gode ideer.

3. Sørg for at komme ud af huset og arbejde – gerne sammen med andre
Både da jeg læste og senere søgte jobs, havde jeg brug for en klar og tydelig adskillelse af, hvornår jeg arbejdede, og hvornår jeg havde fri. Og det fik jeg bedst ved ikke at lave min jobsøgning hjemme. Typisk tog jeg hen på forskellige biblioteker med min computer og en (studie)veninde eller to, der også skulle søge jobs. Som med alt andet her i livet, går tingene lettere, hvis man har nogen i samme situation at dele glæde og frustrationer med.

Smid meget gerne en kommentar, hvis du selv har et godt råd. Og held og lykke derude – før du ved af det, står du med en kontrakt i hænderne! Måske ikke til drømmejobbet, men alt har sin start.