Mit liv med borderline som studerende
I 2009 startede jeg på ergoterapeutuddannelsen på normale vilkår. Jeg har på trods af min diagnose, borderline, formået at tage en krævende uddannelse. Det har været en kamp, men en kamp jeg er glad for at have vundet!
Jeg havde heldigvis et netværk, som støttede mig så godt, som de overhovedet kunne. De var der i mine sejre, men også i mine nederlag, hvor jeg følte, alt kunne være lige meget. De gav mig opbakning og håb og ikke mindst troen på mig selv.
I behandling under uddannelse
Jeg gik til behandling samtidig med, at jeg var under uddannelse, det har betydet, at jeg havde en del fravær og fik uddannelsen forlænget medet halvt år. Det har krævet meget selvdisciplin at gå i skole 5 dage om ugen, samtidig med behandlingen.
For mig var det vigtig, at jeg blev optaget på normale vilkår, da jeg ikke ville stemples eller skille mig ud. Men da jeg indså, at jeg havde brug for hjælp for at gennemføre uddannelsen, var skolen der straks med støtte.
Hjælp fra en mentor
Jeg fik via skolen og SPS (Social Pædagogisk Støtte) tilknyttet en mentor, som var uddannet ergoterapeut og havde gået på skolen. Hun hjalp mig med at få styr på alle mine noter og hjalp mig også i eksamenssammenhæng med at planlægge min tid, så jeg ikke sad med det hele den sidste dag. Den dag i dag har jeg stadig kontakt med hende.
Det vi gjorde var, at vi satte et par timer af, mødtes på et biblioteket med alle mine noter fra 8 moduler (ca. 2 års noter), og så startede vi ellers fra en ende af og fik dem sorteret og smidt det ud, der ikke skulle bruges mere. På den måde fik jeg atter overblik.
Når en eksamen nærmede sig, mødtes vi igen til en snak om, hvordan jeg skulle gribe den an i fht. strukturering af min forberedelsestid. På den måde fik jeg lavet skemaer over mine dage, hvori hele min dag var planlagt fra jeg stod op, spiste morgenmad, forberedte eksamen samt pauser, indtil ca. klokken 17, hvor jeg stoppede med at læse. På den måde kunne jeg bedre overskue dagen og få lidt mere styr på nerverne.
Inden jeg skulle til min allersidste eksamen, fik jeg min mentor til at kigge vores opgave igennem (efter at den var afleveret vel og mærke). Denne gang mødtes vi på en cafe til brunch, så stemningen var dejlig afslappet. Jeg havde på forhånd skrevet ned, hvad jeg ville komme ind på til eksamen, og hvordan jeg havde tænkt mig at gribe den an, så vi havde et udgangspunkt. Ud fra dette gav hun mig gode råd og vejledning til, hvad hun mente kunne være relevant, at jeg kom ind på ift. opgaven. Vi brugte 2-3 timer på cafeen, hvor det hele blev snakket godt igennem over en del kopper kaffe.
Sådan taklede jeg eksamenerne
I eksamenssammenhænge fik jeg mulighed for at få må mit eget lokale, når vi havde skriftlige eksamener, da jeg blev stresset over at høre, når de andre vendte et stykke papir, når jeg kunne se de var i fuld gang med at skrive, eller når de var ved at være færdige og gik ud af lokalet. Derudover fik jeg muligheden for at få 5 min. ekstra inde til selve eksamenen, da jeg har lidt rigtig meget af eksamensangst.
Jeg havde samtaler med vores studievejleder ca. hver 14 dag for at følge op på, hvordan jeg havde det.
Mod til at bede om hjælp
Disse tiltag, min egen viljestyrke og et godt netværk gjorde, at jeg i dag er uddannet ergoterapeut.
Men det har krævet selvindsigt og mod at tage beslutningen om at få hjælp. Selvindsigt og selverkendelse i, at dette kan jeg ikke klare selv. Mod, da jeg som perfektionist ikke så det som perfekt at bede om hjælp, men derimod et nederlag, og jeg fik det straks sådan ”hvad-mon-de-andre-nu-vil-tænke-om-mig”. Men jeg er et menneske som alle andre og et menneske med behov. Jeg havde behov og brug for hjælp, og den fik jeg! Det er jeg taknemmelig for den dag i dag.
Det er ikke en svaghed at bede om hjælp. Det er en styrke! En styrke at kunne acceptere og indse, at man har brug for hjælp. Det gælder jo ikke hele livet, men nogle enkelte par kapitler i bogen om dit liv.