Højskole – Godt for den personlige udvikling
Under min opvækst boede jeg i Holbæk og gik tit forbi Kunsthøjskolen, der ligger tæt på det sted, hvor jeg boede. Jeg syntes, at det virkede som et spændende sted, og jeg besluttede mig for, at min børneopsparing skulle gå til et højskoleophold dér. Jeg startede på skolen, da jeg var 20, eftersom jeg først fik min børneopsparing, da jeg blev 21.
Hvem var jeg før
Jeg var enormt genert og havde generelt rigtig svært ved at finde på, hvad jeg skulle sige til folk, som jeg ikke kendte. Jeg sad altså tit til fester og tænkte over, hvad jeg nu kunne finde på at sige, og hvad der ville passe ind i situationen osv. Jeg bekymrede mig enormt meget over, hvad andre folk tænkte om mig. Jeg ville så gerne blive venner med næsten alle jeg mødte, hvilket lagde et enormt præstationspres på mig selv.
Opholdet
Jeg valgte at bo på et enkeltværelse, da jeg havde brug for at kunne gå ind og lukke døren, hvis jeg ikke kunne overskue mere af det sociale.
Men før jeg startede på skolen, havde jeg lavet en aftale med mig selv: Jeg måtte ikke gå ind på værelset før jeg skulle sove i de første par uger, jeg var der, så jeg blev ”tvunget” til at være sammen med de andre og snakke med dem.
Jeg fandt rigtig hurtigt ud af, at det jo slet ikke er så farligt at snakke med folk, man ikke kender. Jeg lærte også, at det i de fleste tilfælde ikke betyder noget, at du bare snakker om løst og fast, og om ting der måske ikke nødvendigvis lige ”passer ind” i sammenhængen. En god samtale er, når man kan hoppe fra én ting til en anden, og til sidst sidder man og undrer sig over, hvordan man startede med at snakke om vejret og nu snakker om politik eller et andet emne.
Jeg havde også besluttet mig for, at jeg ville sørge for at være med i alle de sociale arrangementer, der nu var på højskolen. Det vil sige, at jeg var med hver fredag/lørdag, når der var fest i caféen, og jeg havde det skide sjovt!
Jeg fik faktisk ikke kreeret så meget, som jeg måske gerne ville, mens jeg var på skolen, men det var nok også fordi, jeg valgte at fokusere på alt det sociale. Så jeg fortryder egentlig ikke, at jeg ikke er kommet hjem med en masse kunstværker.
Hvem var jeg efter
Efter opholdet på skolen er jeg blevet meget mere udadvendt og meget mere social! Jeg har lært, at det i de fleste tilfælde faktisk er ret nemt at snakke med folk, og det betyder ikke det store, hvad du vælger at snakke om. Folk er for det meste bare glade for, at der er en samtale i gang, så der ikke er pinlig tavshed, fordi ingen ved hvad de skal sige.
Mit råd: Hvis du har nogle ting omkring dig selv du gerne vil ændre/arbejde på, så tag på et højskoleophold! Der findes højskoler inde for diverse fag og linjer, så hvis du har lyst til at ændre livsstil er der også højskoler til netop det.