Nyt år, ny mig?

Indgangen til et nyt årti er lige rundt om hjørnet, og det nye år ses ofte som en mulighed for en ny start. Fænomenet er også kendt under navnet nytårsforsætter. Men, hvis vi skal være ærlige, hvor mange har så egentlig gennemført et nytårsforsæt? Hvad end det er vægttab, neglebidning, træning, mere tid med familien, øget fokus på skole eller arbejde, nye spisevaner eller måske blot formindsket indtag af kaffe, så har vi alle på et eller andet tidspunkt måtte smide håndklædet i ringen. For selvom det nye år ligger op til en ny start, skal man huske på, at man stadig er sig selv, og man er kun et menneske. Det er trods alt menneskeligt at fejle.

Nytårsaften

Først vil jeg gerne snakke om selve nytårsaften, for personligt har jeg den holdning, at nytårsaften ofte går hen og bliver en smule overvurderet. Måske det spiller ind, at jeg ikke er den store tilhænger af alkohol eller det at gå i byen, men den årlige festtradition med krudt, konfetti og bobler har i hvert fald aldrig sagt mig det helt store. Så sidste år lejede min mor og jeg en lejlighed, hvor vi blev natten over. Man kan sige, at vi gemte os derude med lækker italiensk mad, lidt champagne, ansigtsmasker og masser af hygge – Langt væk fra løjer og skøre hatte. Vi sad bare sammen, nød den lækre mad, så dronningens nytårstale, skålede, kiggede ud af vinduet på fyrværkeriet og gik en tur. Det var for mig den perfekte nytårsaften. Det var ikke alle der forstod attraktionen. Men det var lige meget, for det gjorde min mor og jeg. Det var nok en af de bedste nytårsaftener jeg har haft. Så hvis du ikke selv er til en masse postyr, kan det klart anbefales.

Ny mig

Jeg vil meget gerne slå fast, at nytår selvfølgelig kan ses som et godt springbræt til at starte nye vaner og kassere de gamle. Men det er vigtigt at huske på, at én dag med tilbagefald ikke er verdens undergang. Du glemte at træne den ene dag, du fik lige drukket to kopper kaffe mere end du egentlig havde planlagt, du gik amok i Haribo en fredag aften. Og hvad så? Det skal nok gå. Der er heldigvis en dag i morgen, og der kan du prøve igen. Det vigtigste er at prøve og at acceptere sine tilbagefald som en del af processen. Det skal nok gå alligevel. Og skulle du ende med at droppe nytårsfortsættet helt, er det også helt okay. Du er god nok som du er!

Når det så er sagt, så håber jeg, at du får en glædelig jul og et godt nytår fejret lige efter din smag og temperament. Jeg håber, at du når dine mål, og giver dig selv plads til at fejle.