Færdig med uddannelse: hvad så nu?
Sidder du og er ved at forberede dig til dine mundtlige eksaminer, eller har du netop afleveret din sidste opgave på din uddannelse? Din krop er sandsynligvis fuld af følelser som lykke, glæde og lettelse, men bagved lurer en følelse af ambivalens måske også. At være næsten færdig med sin uddannelse kommer nemlig med mange blandede følelser. På den ene side kan man have en enorm følelse af stolthed og forløsning, men på den anden side kan man også stå lidt tilbage med en fortvivlelse og afmagt over, hvad man egentlig skal give sig til efterfølgende. Begge dele er 100% acceptable, og i blogindlægget her, kan du få råd til at overskue din fremtid efter din uddannelse.
Jeg har ingen ide om, hvad jeg skal lave
Har du det ligesom overskriften skriver, så er det altså helt okay og faktisk også ret normalt. Mange har slet ikke tid eller overskud til at tænke på tiden efter, hvilket er forståeligt oveni eksamensræset og studentertiden. Hvis du står lidt på bar bund, efter du har færdiggjort din uddannelse, er der ’heldigvis’ mange ting at kaste sig over – med heldigvis i apostrof, menes der, at det nogle gange kan gøre det sværere at beslutte sig, når der netop er så mange ting, man kan lave efter endt uddannelse. Du har måske skænket det en tanke, men hvis ikke, kan du få inspiration til nogle muligheder her:
Hold et sabbatår eller to – eller fem!: Du behøver ikke have travlt med at beslutte dig for, om du vil læse videre, tage en ny uddannelse eller noget helt tredje. Sabbatår kan virkelig være med til at udvikle dig enormt – noget jeg selv har mærket. Det er nemlig her, du får lov til at bestemme helt og aldeles over dine egne veje fremad, og skræddersy, hvordan du vil bruge din tid.
Tag ud at rejse: Dette må nok være min varmeste og største anbefaling. Hvis du er eventyrlysten og nysgerrig på at se og opleve mere af verden, end du f.eks. kan på en uge sydpå, så spar op og tag afsted i længere tid. At være væk hjemmefra i længere tid er enormt sundt at prøve og vil også kunne give dig en masse oplevelser og erfaringer i bagagen, som du også kan trække på, når du engang skal beslutte dig for, hvordan resten af dit liv skal se ud.
Tag på højskole: Her vil du møde masser af nye mennesker og opleve tiden på højskolen som en tid i dit liv, der virkelig giver dig mening og dannelse. Det kan være skønt at være sammen med jævnaldrende helt uden for et skoleregi, hvor grunden til, I er der, ikke er for at gennemføre en uddannelse. På højskole vil du med stor sandsynlighed også mærke en vild personlig udvikling og et fantastisk fællesskab.
Start på studie: Nogle gange kan tvivlen om fremtiden også ’kureres’ med blot at tage et valg og springe ud i det. Er du glad for at lære, og har du stadig masser af gå-på-mod til skolelivet, kan en ny uddannelse være det oplagte valg.
Mit liv er planlagt på forhånd
Har du det – ligesom mig – også bedst med at have en plan for de næste år af dit liv, som du gerne vil følge? Jeg er selv en planlægger med stort P. Jeg var stensikker på, at jeg ville have to sabbatår efter gymnasiet, hvor jeg ville arbejde i 1,5 år straight det samme sted og rejse, i det der svarer til et halvt år, inden jeg skulle starte på studie. Det viste sig selvfølgelig, at min plan skred. Dette skriver jeg med det største smil på læben, da jeg netop er hjemvendt fra en lidt spontan månedlang rejse til Asien, som jeg slet ikke havde planlagt at tage på, før to måneder forinden. Jeg har også indtil videre haft mange forskellige jobs i mit sabbatår, og har faktisk nydt den afveksling meget. Smilet hos mig skyldes, at jeg er rigtig rigtig glad for, at mit liv efter gymnasiet ikke er blevet præcis, som jeg havde planlagt og forestillet mig det. Det er nemlig meget lærerigt at vælge om – og om og om igen.
Budskabet er, at selvom du måske planlægger din tid efter gymnasiet til punkt og prikke, ligesom jeg selv gjorde, så er det kun sundt, hvis planen ikke går helt som forventet 🙂