Tro blandt unge behøver ikke at være tabubelagt
I forbindelse med påske sættes der fokus på at være ung og kristen i dagens Danmark. Er tro blandt unge et svært emne at tale om? Hvilke stigmatiseringer medfølger at være ung og kristen? Og hvordan griber man sex og alkohol an anno 2018?
Stadig svært at snakke om
Selvom Generalsekretær i Indre Mission, Thomas Bjerg Mikkelsen, mener, at tro i dag er nemmere at tale om end for 10 år siden, tyder det på, at tro stadig er et svært samtaleemne. Bente Clausens artikel for Kristeligt Dagblad, ”Unge kristne tøver med at tale om tro”, sætter fokus på tre unge fyre, der oplever at være tøvende i forhold til at tale med andre om deres tro, idet drengene føler at være anderledes end deres ikke-kristne jævnaldrende. Ifølge Søren Østergaard, ph.d. i teologi, holder kristne unge lav profil om deres tro for ikke at fremstå ”mærkelige”. Dog viser interviewene, at ingen af de unge fyre oplever at være flove over deres tro, hvilket er et godt udgangspunkt for at gøre kristendommen blandt unge mindre tabubelagt.
Kristendommen har historisk set haft stor indflydelse på det danske samfund og den danske mentalitet. Ifølge Peter Lüchau, journalist ved Politiken, har religion i Danmark forandret sig, idet den har mistet dele af sin autoritet. Via Den Danske Værdiundersøgelse står det klart, at kristendommen afspejler den generelle samfundsudvikling, og at danskerne stadig er religiøse – men i en ny forstand. Kristendommen er derfor ikke ”gammeldags”, men er, ifølge Lüchau, et individuelt projekt, hvor de kulturkristne følger kristendommens moralske normer.
Nye tendenser blandt kristne unge
”Det er pinligt og gammeldags at forblive jomfru, indtil man er gift” – dette har man ofte hørt blandt danske unge. Søren Østergaard fortæller, at danske, kristne unge i dagens Danmark kommer i kontakt med flere ikke-kristne ungdomskulturer, som de påvirkes af. Derfor er tendensen også, at flere danske, kristne unge har sex før ægteskabet. Et stigma, der medfølger det at være ung og kristen, er, at Bibelen er modstander af sex. Adam og Eva, som er et online, fagligt rådgivningsnetværk for unge, er med til at afkræfte denne myte. Adam og Eva lægger vægt på, at sex kræver tillid, tid og tryghed – og at der kan være fordele ved at vente med seksuel debut. Sex er det mest intime og private, vi har. Ved at vente på sex passer man derfor på sig selv, sine følelser og grænser.
Trods det faktum at der stadig er mange kristne, der tror på ”stammetroen”, så har holdningen til sex ændret sig i forbindelse med samfundsudviklingen. Flere og flere er åbne over for nye fortolkninger. Dette gør sig også gældende i forhold til emner som eksempelvis alkohol. For som præst Benedicte Hammer Præstholm udtaler sig i sin artikel, ”Hvordan lever man som kristen?”, så er kristendommen ikke et specifikt regelsæt. Kristendommen lever derimod efter én grundlov: Det dobbelte kærlighedsbud.
Frihed og ansvar
Benedicte Hammer Præstholm fokuserer på, at de kristne unge har frihed og ansvar for at leve efter denne grundlov og indikerer derfor, at kristendommen er et individuelt projekt. Ligeledes fokuserer hun på, at det at leve et kristent liv er præcis som at leve et helt almindeligt menneskeliv, da kristendommen handler om virkeligheden og taler til de mennesker, der oplever blandt andet kærlighed og svigt – hvilket er os alle. Kristendommen er med til at forme individuel virkelighed, og det giver derfor særdeles god mening at tro, samt at dele ud af sin tro. Hvordan deler man ud af sin tro? Og hvordan håndterer man at indgå i forhold, hvor man muligvis ikke deler samme tro og livssyn? Adam og Eva mener, at frihed er et grundlæggende element. Altså, frihed til at være anderledes og accepten af dette – for frihed er lig med kærlighed. Ligeledes udgør respekt og imødekommenhed også vigtige elementer i alle relationer. Benedicte Hammer Præstholm husker samtidigt de unge på, at ingen er fejlfrie eller perfekte – men at alle har et ansvar for deres eget liv.
Ingen bør derfor være flove over de valg, de træffer – hvad enten det drejer sig om sex før eller efter ægteskab, fravalg af alkohol, om åbenhed eller lukkethed i forhold til formidlingen af tro – fordi alle i den kristne tro har frihed til at vælge samt har ansvar for at passe på sig selv og sine følelser. Troen følger med samfundsstrukturen og bør derfor ikke underlægge stigma eller tabu. Kristendommen er ikke et regelsæt, men et individuelt projekt, der giver DIG frihed og ansvar i DIT liv. Trods det faktum, at unge kristne stadig er begrænset i deres færden med troen, så bør disse ikke være flove over deres tro og valg. Tværtimod bør vi følge den positive udvikling i samfundet, som tør sætte ord på og fejre forskellighed.
Læs vores bloggeres indlæg om Tro her:
Tvivlen om troen skaber udvikling