Du er mere end dine karakterer
Mange af hos har oplevet i uddannelsesmæssige sammenhænge at blive målt, vejet og vurderet efter karakterskalaen. Skalaen, som kaldes for 7-trinsskalaen, blev indført i 2007 og ser således ud:
- 12 gives for den fremragende præstation
- 10 gives for den fortrinlige præstation
- 7 gives for den gode præstation
- 4 gives for den jævne præstation
- 02 gives for den tilstrækkelige præstation
- 00 gives for den utilstrækkelige præstation
- -3 gives for den ringe præstation
Skab realistiske målsætninger
Men det kan være svært at forholde sig til karakterer. I nogle tilfælde bliver man positivt overrasket. Andre gange ked og skuffet, måske endda frustreret, hvis ikke man da bare tænker, at den karakter, man nu engang har fået, er passende i forhold til det stykke arbejde, man har lavet. Alle reaktioner er helt okay, men det kan alligevel være svært at rumme. Specielt hvis man føler, at den karakter, man har fået, er uberettiget. Mange har prøvet at lægge blod, sved og tårer i eksempelvis en stil eller et projekt, men på trods af det hårde arbejde stadig kun få en middelmådig karakter.
Der er flere måder at håndtere skuffelsen og frustrationerne på. Og den vigtigste er faktisk ved at kigge lidt indad. Skab realistiske målsætninger! Forvent ikke et 12-tal hvis du nu f.eks. ikke er så sprogligt anlagt, men fortæl dig selv, at et 4-tal også er godt. Selvom et 4-tal er tilknyttet ‘den jævne præstation’, er dette jo ikke gældende for alle. Har du virkelig svært ved et fag, er 4 tværtimod en kæmpe sejr. Det hele handler om perspektiv. Snak med din lærer så du får en bedre forståelse for, hvad du evt. kunne have gjort bedre, eller omvendt hvad hans eller hendes motiv var med karakteren.
Undersøg alternativer
Tit hjælper det at få tilknyttet en forklaring, så man har noget konstruktivt at arbejde med. Det kan dog være svært med ‘dårlige’ karakterer, når karakteren har konsekvenser for ens videre muligheder. Nogle aner ikke, hvad de vil efter f.eks gymnasiet, HF, eller handelsskolen, mens andre er stålsat på at komme ind på en bestemt uddannelse. Men uanset visionen, afhænger rigtig meget af det gennemsnit, man ender op med.
For nogle er det en kæmpe mavepuster at stå med et gennemsnit, der ikke svarer til det, man skal bruge, fordi ens karakterer ikke har været gode nok. Her er det rigtig vigtigt ikke at se på begrænsingerne, men mulighederne! Husk på du altid kan søge kvote 2! Undersøg hvad der vil understøtte din studieegnethed, måske et år på højskole eller frivilligt arbejde er vejen frem. Du er mere end de tal, der står på dit eksamensbevis.
Hvad er der af alternative uddannelser og muligheder? Husk på at de færreste arbejder med det, de tog udgangspunkt i dengang, de påbegyndte en uddannelse. Er du under uddannelse og føler, at det hele halter, er det også en rigtig god idé at søge hjælp. Der findes masser af sider, hvor de udbyder lektiehjælp. På www.lektieronline.dk kan du eksempelvis få gratis lektiehjælp online. Opsøg dine muligheder og se ud over tallene. Veje er der masser af. Det handler bare om at finde de rigtige.
Læs mere om stress og studie på bloggen