Et studieliv der passer lige netop til dig
Vi genkender alle første skoledag. Følelsen af at have brugt en evighed på at finde det rigtige outfit. For derefter at hoppe op på cyklen og møde relativt svedig op på det nye uddannelsessted, hvor vi panisk forsøger at finde det lokale, vi skal møde op i. På sin vis er det rart, at vi ikke er alene om disse følelser, og derfor vil vi i denne artikel prøve at klæde dig på til alle de nye ting, der følger med, når studielivet suser afsted.
Ekstrovert vs. Introvert i introugen
Måske er du mega ekstrovert og har nemt ved at snakke med nye mennesker? Eller så er du måske mere introvert og skal lige se dine nye studiekammerater an, før du tør snakke med dem. Begge typer er helt normale, og der er altid plads til begge typer – men HVIS du tager lidt længere tid om at åbne dig, og egentligt gerne vil være en del af fællesskabet på studiet, kommer der her nogle råd, du kan afprøve:
- Alliér dig med en ny studiekammerat – På den måde finder du hurtigt én person, som du kan føle dig tryg ved i starten, og nogle gange kan det være nemmere at komme i snak med nye studievenner, når du ved, at der er ét menneske, du nemmere kan henvende dig til.
- Udse dig nogle arrangementer i introugen, som du ved, du vil deltage i, og skriv dem i din kalender. I en introuge er der altid et hav af arrangementer, fordi dit uddannelsessted ønsker at give dig den bedste studiestart – men har du svært ved at overskue det hele, er det en god idé at udse sig nogle arrangementer, du ved, du vil deltage i. På den måde ved du, at du kan være på og nærværende, når der sker noget socialt på studiet, men samtidig ved du også, at du får tid til at lade op <3
Du er der for at lære (noget nyt)
Sætningen: ”Du er der for at lære”, lyder som en keeedelig forældresætning – men ikke desto mindre er der noget sandhed i den. Måske mærker du et karakterpres? Eller så føler du måske, at dine studiekammerater fanger lektierne meget bedre end dig, men HUSK at I alle er i samme båd. Du er der for at lære noget nyt, som du synes lyder spændende, så det giver jo faktisk rigtig god mening, at du ikke mestrer det hele fra start. Helt konkret betyder det:
- At det er helt normalt, hvis du ikke får den karakter, du havde håbet på
- At det er helt normalt, hvis du har svært ved lektierne
- Eller at det er helt normalt, hvis du tager tilløb til at række hånden op i klassen
Det er helt normalt at opleve alt dette, men du vil helt sikkert også opleve en udvikling, imens du studerer. Hvem ved? Det kan være, at du lige om lidt har det helt fint med at være mundtlig på klassen, eller at du mærker, at lektierne bliver nemmere at forstå.
Brug din studiegruppe
Hvis du synes, at fagene er svære at komme i gang med, er det en god idé at bruge din studiegruppe eller selv samle en flok af dine medstuderende, som du kan læse med. Alle studiegrupper fungerer forskelligt, og nogle måder at læse lektier på kan være:
- At fordele læsestoffet – synes du, det er uoverskueligt med alt det nye læsestof? Så kan I prøve at fordele læsestoffet og skiftes til at tage noter. På den måde kan du sænke skuldrene lidt men samtidig øve dig i at tage grundige noter, som resten af din studiegruppe også kan bruge
- At mødes på det lokale bibliotek, en lækker café eller hjemme hos hinanden – her kan I tale lektierne og undervisningen igennem, imens I hygger jer med en god kop kaffe og en BMO ;). Her får I altså rig mulighed for at hjælpe hinanden og tale dagens undervisning og lektier igennem, men samtidig er der også plads til hyggesnak, hvor der er god grobund for nye trygge venskaber – Winwin!
HUSK: du er mere end dit studie
I denne artikel har der været meget fokus på, hvordan du får en dejlig og tryg studiestart, hvor du kan have dig selv med. Studiestarten er intens, og meget af din studiestart bruger du på karrieredrømme, fredagsbar, introture og nye studiekammerater, og derfor er det vigtigt at sige, at du er mere end dit studie eller dine lektier. Det kan af og til være svært at huske på, når studiestarten og lektierne raser derudaf, men en måde at minde sig selv om dette kan være:
- At afsætte tid til at dyrke dine fritidsinteresser: find et hul i skemaet, som du dedikerer til noget af det, du nyder at lave, når du har fri. Det kan være, at du altid har haft lyst til at spille klaver, klatre, vinterbade, sy eller noget helt andet. De ting skal der også være plads til i din hverdag, for de ting er også med til at fylde dig op og give dig et afbræk fra studiet
- At bruge tid med dine venner. Egentligt ved vi alle godt, at det er sundt at bruge tid med andre mennesker, men i en presset hverdag kan vi nemt glemme at finde tid til vennerne. Prøv at lav en fast aftale med en ven én gang i ugen eller hver anden uge. Her kan I gå en tur, spise en brunch eller lave aftensmad sammen
… Så kæmpe held og lykke med studiet! Studielivet er en stor mundfuld, men der er heldigvis plads til os alle, så du finder helt klart din rette hylde – måske er den at finde på den uddannelse, du nu er startet på, eller så er den helt bestemt et andet sted. Så nyd studiestartet, tag det i dit tempo, og når du har brug for at afbræk fra studiet, kan du altid nyde godt af de gode rabatter, der medfølger som studerende ;).