Hvad kan man sige til en, der har mistet?

Sig det med… ja, med hvad? Det kan være svært at finde ordene, når man skal være der, for en, der har mistet. Det er som om der mangler sprog, der kan udtrykke det, man ønsker til personen der er i sorg. Samtidig føles det ekstra vigtigt at sige det helt rigtige på det helt rigtige tidspunkt og på den helt rigtige måde. Og det er også en delikat affære. En person, der har mistet er ekstra følsom og har et større behov for omsorg. Det, man siger, kommer også an på et utal af faktorer, såsom hvor tæt en relation du har med den efterladte, hvilken relation den efterladte har til den afdøde, om døden var chokerende eller forventet samt meget andet. Derfor kan det være rart at vide hvad du skal sige, for at være der for din næste på en god måde. Og så hvad du helt skal undgå.

1. Når du ved det, men de ikke har fortalt det
Nyheder kan sprede sig lynhurtigt – også dem om dødsfald. Derfor kan du godt stå i en situation, hvor du ad omveje har hørt om et dødsfald, som den pårørende – den, du har en relation til – ikke selv har fortalt dig endnu. Også selvom I måske er tætte. Det kan der være mange årsager til, men det vigtigste for dig, er, at du lader dem vide, at du kender til det, og at du er klar til at støtte dem, når de er, uanset om de fortæller mere om tabet. Det kan være overvældende at blive ringet op af mange, når man lige har mistet, så skriv en besked til dem, som de kan se, når de har mulighed. Forvent ikke et svar, men vær klar hvis de rækker ud til dig.

2. Når de har fortalt dig det selv
Det kan enten være på skrift, over telefon eller ansigt-til-ansigt. I dette tilfælde kommer det måske nok som et chok for dig, men er det ikke for personen, der skal give dig nyheden, og sikkert ikke synes dét er en særlig sjov opgave. Det kan i øvrigt være ligeså svært at skulle overdrage nyheden – til mange forskellige typer af relationer – når man har mistet. Gør derfor dit bedste for at afkode hvordan den pårørende har det med at fortælle dig om deres tab, og tilpas dit svar derefter. Undgå at have en meget følelsesladet reaktion, hvis de giver dig en kortfattet eller afklaret besked. I det hele taget skal du huske, at det i det hele taget ikke handler om dig. Medmindre I har mistet samme person og havde en sammenlignelig relation til den afdøde, er din rolle at være der, for den, der har mistet. Fortæl dem derfor, at det gør dig ondt at høre om deres tab, at du forstår, at det må være hårdt, og at de er i dine tanker. Hvis det er en, du har en tæt relation til, kan det være en rigtig god idé at følge op med handling – lav dem et måltid mad, tilbyd at gå tur med hunden, at køre deres barn til tandlægen… Deres hverdag bliver fyldt af noget, der tager en masse energi, så din hjælp med noget lavpraktisk er faktisk den bedste måde du kan vise, at du er der for dem. Så udtryk din medfølelse med handling – det betyder også, at når de igen har behov for at tale med nogen, så er du der sikkert allerede. Det kan være svært at ’række ud’ for den, der er i sorg, så sørg for at være der, også selvom det kan betyde, at du sommetider må gå hurtigt igen. Det betyder noget, at show up. Det leder os også hen til….

Dette skal du helt undgå at sige:

1. ”Jeg føler med dig.”
Nej, du gør ej. Du føler ikke deres sorg – medmindre selvfølgelig, at I har mistet den samme person. Men selv i dét tilfælde kan det være provokerende at høre, for den, du forsøger at være der for. Sidestil ikke dine følelser med deres, også selvom du selv bliver rørt. Anerkend, at alle sørger forskelligt og sig i stedet ’jeg tænker på dig’. Det kan lyde banalt, men det varmer at vide, præcis ligesom man kan føle sig lidt mindre alene, når man er nervøs til eksamen, og man ved, at der er en derude der krydser fingre.

2. ”Jeg er her for dig.”
Det er ikke fordi det er en dårlig intention at have, men det er så ukonkret en formulering, at medmindre du har tænkt dig vitterligt at være der for dem, som beskrevet ovenfor, så afhold dig fra at sige det. Medmindre den følges op af konkret handling, kan det nemt føles som et svigt. Sig i stedet ’jeg er klar til at hjælpe dig med det, du har brug for’. Og afhold dig fra at følge det op med…

3. ”Skriv hvis du har brug for det.”
Nej, nej, nej. Denne sætning lægger hele byrden på den, der har mistet, og som i forvejen er spændt hårdt for. Det skal ikke være op til dem at række ud. Det kan være svært at overskue, og det kan også være svært overhovedet at vide hvad man skal bede om. I stedet skal du troppe op hos dem, aflægge visit, og tage fat på det, du åbenlyst kan hjælpe med, i stedet for at spørge hvad de synes, du kan hjælpe med. Hvis de giver dig en liste, så er det fantastisk, så udfører du det du kan, og ellers tager du opvasken der sidder på tredjedagen i køkkenvasken, du går ud med skraldet, du svinger støvsugeren, du passer børn eller hund. Tag noget med, de kan bruge (aftensmad, bag en kage, købt et rugbrød etc.) og brug det som undskyldning til at troppe op. Sig, at du tænkte, at de kunne bruge et friskbagt rugbrød og spørg i døren om ikke der er noget du lige skal gøre. Hav gerne et forslag klar, så du viser, at du virkelig er klar på at svinge støvsugeren. De har måske slet ikke tænkt over det, så sig det stille og roligt, så du viser, at det er en helt naturlig ting i situationen og gå så bare i gang. Måske går du efter fem minutter nogle dage, måske får du lov til at vaske gulv, måske går I en tur eller måske kan du være en rar skulder at græde ved. Måske skal du bare være der, også selvom de måske laver noget andet. Uanset hvad, får den, der har mistet et lille pusterum, og du siger i både ord og handling, at du er klar til at støtte dem. Og det er jo egentlig bare det, de har brug for at høre.

Du behøver ikke stå alene

Hos UngTilUng kan du få anonym chat med en frivillig, hvis du har brug for én at tale med.
Du kan også blive en del af vores digitale fællesskaber, hvor unge mødes om fælles interesser, samtaler og aktiviteter i et trygt online rum.