Hvad vil du være, når du bliver stor?
Lige nu starter en masse mennesker på uddannelser rundt omkring og mange virker til, at de ved præcist, hvad de skal være, og hvad de vil lave resten af deres liv.
Det er selvfølgelig godt for dem, men ikke nødvendigvis sådan alle har det.
Da jeg var færdig med folkeskolen, vidste jeg ikke, hvad jeg ville efter det. Jeg vidste, at jeg elskede at være kreativ og elskede dyr. Men det er ikke de to fag, hvor der er flest uddannelsesmuligheder. Og slet ikke når man egentlig også er allergisk overfor mange dyr og planter.
Jeg kiggede personligt HELE ”Hvad kan jeg blive”-bogen igennem uden at finde en uddannelse, som jeg syntes lød som noget, jeg ville have lyst til at lave resten af livet. Jeg blev meget nedtrykt og følte mig som en fiasko. For alle andre, jeg kendte, vidste jo præcist, hvad de ville.
Og netop dét var mit problem. At jeg tænkte det var noget jeg skulle lave resten af livet. I dag kan man hoppe fra det ene job til det andet, og mange uddannelser åbner op for andre veje, end den åbenlyse som selve uddannelsen er baseret på.
Mit råd:
Så fortvivl ikke! Tænk på hvad du har lyst til at lave lige nu. Lad være med at tænke alt for langt ud i fremtiden, for der er meget høj sandsynlighed for, at du alligevel ikke kan planlægge, hvor du er om 10 år. Og du kan altid tage en uddannelse mere, hvis det skulle vise sig, at du får lyst til noget andet, når du er nået længere i livet.
Hvis du er meget i tvivl så kontakt eventuelt nogle forskellige uddannelsessteder, som tekniske skoler og lignende og spørg dem, om du kan komme ud til noget ”snusepraktik”, hvor du får lov at følge en eller flere uddannelser i et par dage.
Jeg fandt først selv ud af, hvad jeg ville være, da jeg var omkring 25. Jeg fandt den uddannelse ved et rent tilfælde. Og så er jeg endda endt med at vælge et andet speciale, end det jeg til at starte med havde tænkt, jeg ville tage. Livet er uforudsigeligt, så lad være med at bekymre dig om 20 år fra nu. Fokuser på her og nu.