Sabbatår

Efter mange års skolegang er sabbatår tit tiltrængt og pusterum for mange unge, der savner frihed og mulighed for at prøve livet af på en anden måde end gennem uddannelsessystemet.

I dette indlæg får du inspiration og gode råd fra mig til, hvad man blandt andet kan bruge sit sabbatår på.

Arbejde

Det klassiske sabbatår starter tit med arbejde for at tjene penge til de sjove ting, man gerne vil opleve senere i sit sabbatår. Arbejde er en super god måde at komme væk fra skolelivet og opleve en anden virkelighed. En god idé er at vælge et job, som både er for at tjene penge, men som evt. også kan være inspirerende i forhold til valg af uddannelse. Når man er skoletræt, er det sundt at finde ud af, at man faktisk godt kan lide at gå i skole. At skabe en hverdag med arbejde, og komme lidt væk fra skolelivet kan medvirke til, at man faktisk kommer til at savne at gå i skole, og på den måde blive mere motiveret og glæde sig til evt. at starte på studie.

Rejse

Den anden klassiker er drage ud i verden væk fra de vante rammer. Der er dog mange forskellige måder at rejse på. Der er oplevelsesrejserne, der tit er dyre, og sjældent varer så længe. Mange tager ud og rejser med en forventning om, at man ”skal finde sig selv”. Det er et super fint udgangspunkt, men hvis man regner med at komme hjem med alle ”svarene” bliver man let skuffet. Man bliver ikke nødvendigvis klogere på f.eks. valg af uddannelse af at tage på ferie. Til gengæld kan det være et frisk pust og en sjov uforglemmelig oplevelse. Disse rejser kan også indeholde en masse grænseoverskridende oplevelser, som kan skubbe én ud af sin komfortzone. Det er altid godt, og faktisk vigtigt at opsøge!

Der er også de lange typer rejser, hvor man f.eks. tager ud på et længerevarende ophold, hvor man f.eks. skal arbejde på en farm eller som au pair. Her får man en hverdag i udlandet, hvor man i virkeligheden står på egne ben i en hverdag med udfordringer, der er virkelighedsnære, og hvor man kan tage lærdommene med sig hjem.

Højskole

Der er intet, jeg selv kan anbefale mere end at tage på højskole. Højskole er en enestående mulighed for at prøve sig selv af. Bo ude, og langt hjemmefra, med mennesker som kommer fra alle steder i landet, og har en masse spændene historier med sig. På højskole udvider man sin horisont, og lærer sig selv bedre at kende på en anden måde, end hvis man tager ud at rejse. På højskole kan man tage fag, der udfordrer én personligt i stedet for bogligt. Man har et linjefag, som man vælger evt. ud fra en interesse man har eller måske vil man blot prøve noget helt nyt. Udover linjefaget har man også mulighed for at prøve en masse forskelligt igennem valgfad. Ting man måske ikke har tid eller råd til i en travl hverdag derhjemme. Det kan være alt fra kampsport til keramik til ”B-film”. Man får også en del mere for pengene, end hvis man rejser for dem!

Supplering

Det er en god ide i løbet af sin gymnasietid, eller i sit sabbatår, at overveje hvilken uddannelse man gerne vil ind på. Mange uddannelser har særlige adgangskrav, som man skal opfylde for at blive optaget. Måske er det nødvendigt at supplere med fag for at komme ind på drømmeuddannelsen.

Frivilligt arbejde
Når man studerer og samtidig skal tjene penge, kan det tit være udfordrende at finde plads til de ting man gerne vil prøve af, men som ikke er ”nødvendige” i en travl hverdag. Hvis man gerne vil gøre en forskel og arbejde frivilligt, kan det være en oplagt mulighed i et sabbatår. Det kan både være en mulighed hjemme eller i udlandet. Alt fra arbejde med dyr, udsatte børn, lektiehjælp osv.. Et frivilligt arbejde behøver ikke at være tidskrævende. Find noget der passer ind i dit liv, interesser og personlighed.

Dette er mine råd til, hvordan man får mest ud af sit sabbatår – dog er vi alle (heldigvis) meget forskellige og har dermed mange forskellige behov. Hver og én har forskellige forventninger til, hvad sabbatåret skal bringe med sig. Nogen har behov for at afsøge grænser og opleve nye sider af sig selv, mens andre måske blot har brug at nyde en tiltrængt pause.