Tabu: SU med Handicaptillæg

,

Som studerende med svær fysisk eller psykisk sygdom har man ofte et ‘handicap’ – man har ikke samme forudsætninger for at tage en uddannelse og passe et studiejob som andre studerende. Derfor kan man få en kompensation for de timer, en almindeligt fungerende studerende kunne tjene ved siden af studiet. Det kaldes et handicaptillæg.

Jeg er én dem, der kan få tillæg, fordi jeg har en bipolar lidelse. Men at få handicaptillæg kan føles som et tabubelagt emne. Det oplever jeg – måske du gør det samme?

“Du er da lige som alle andre”, “Mange studerende kan få det til at køre rundt uden studiejob”, “Hvorfor skal andre betale for det” eller “Det er alt for højt sat” osv. osv… Jeg har overhørt nogle af kommentarerne, jeg har fået nogle af dem – men også forestillet mig, at andre vil sige nogle af dem til mig.

Det kan vidne om mistro, om misundelse, om andres manglende anerkendelse af, hvor invaliderende det kan være for studiet at være psykisk syg. Men ikke mindst, selvbebrejdelse og benægtelse af behovet for hjælp!

Jeg taler helst ikke højt om mit handicaptillæg. Jeg har taget et aktivt valg om kun at nævne det for nogle få, når snakken kommer op om, hvorfor jeg ikke har et studiearbejde.

For jeg vil ikke bruge negativ energi på at forsvare, hvorfor jeg får handicaptillæg. Jeg har nok i at forsvare over for mig selv at jeg virkelig har brug for den hjælp. Jeg kan tænke: “Hvorfor kan jeg ikke bare klare mig selv?”, “Burde jeg ikke bare tage mig sammen?”.

Derfor tør jeg godt råde dig til at holde lidt igen med at sige det til alle, sig det blot til en nær ven eller et familiemedlem. Og husk: Sig det højt til dig selv, at du er fuldt berettiget. Det er til for dig!

Sagen er nemlig, at handicaptillæg gør det nemmere for psykisk syge studerende at gennemføre en uddannelse, fordi det fjerner bekymringen om også at skulle honorere de krav, arbejdspladser stiller.

Jeg har i forvejen svært nok ved at passe et studie som det er. Eksamener er noget alle studerende kan føle sig presset af. Men for mig kan det sende mig ind i en ny spiral af svær depression. Jeg har også i forvejen oplevet ikke at kunne gennemføre et studie pga. sygdom. Det nederlag har jeg ikke brug for igen.Stress/pres er hos mange psykisk syge en primær faktor i at udløse, vedligeholde og forværre sygdommen. Så tillægget har altså et vigtigt formål!

“Men du har det jo fint nu.” Ja, netop!