Alkohol: December – den ‘festlige’ højtid.

December måned indbyder til alverdens festligheder – alt fra julefrokoster, klippeklistredage, julekomsammener og ikke mindst nytårsfest.

Alkohol fylder meget i julen, hvor gløgg, vin, øl, snaps m.m. er en acceptabel del af de sociale sammenkomster.For nogle er dette også helt okay, men for andre har det en skyggeside. Faktisk vurderer Sundhedsstyrelsen, at op mod 140.000 danskere lider af alkoholisme – og at ca. 585.000 danskere har et skadeligt alkoholforbrug.

Herunder findes de kriterier, som ifølge WHO skal være tilstede, for at personen kan diagnosticeres med alkoholafhængighed. Er tre eller flere af disse kriterier til stede i en måned eller flere gange på et år, stilles diagnosen alkoholafhængighed.

ICD-10 diagnosekriterier for alkoholafhængighed:

  • Trang (craving) –  En stærk trang til alkohol.
  • Kontroltab – At man har svært ved at holde op med at drikke, når man først er begyndt.
  • Abstinenser eller alkoholindtagelse for at undgå abstinenser.
  • Toleranceudvikling –  At der over tid skal mere og mere alkohol til for at opnå den samme virkning.
  • Alkohol har en dominerende rolle i tilværelsen. Det vil sige, at man på grund af drikkeriet  får stadig sværere ved at overholde sine forpligtelser over for familie, venner og arbejde.
  • Fortsat alkoholforbrug trods erkendt skadevirkninger. Det vil sige, at drikkeriet fortsætter, selv om man godt er klar over de skadelige konsekvenser.

Misbrug af alkohol (og andre substanser) har helbredsmæssige, psykiske og sociale konsekvenser.

Afvænning af alkoholafhængighed kræver professionel hjælp. Rådfør dig med din læge om behandlingsmulighederne eller kontakt et af behandlingsstederne i Danmark. Oftest har de åbent alle årets dage døgnet rundt.

Til dig, der er pårørende eller ven til en med et alkoholoverforbrug, så vid, at du ikke er alene!
Langt de fleste, der går i behandling for alkoholisme, gør det, fordi de pårørende griber ind og har forlangt behandling. Det sker derfor sjældent på den drikkendes eget initiativ. Der findes flere behandlingssteder, hvor man anonymt kan ringe ind for at rådføre sig hos erfarne rådgivere.

 

Pas på hinanden – og lad bilen stå, når du indtager alkohol!