Jeg har aldrig brudt mig om at være alene med mig selv..

Jeg er så vant til at være på hele tiden, hele tiden at skulle præstere noget, at være noget og være nogen, og når jeg så endelig er alene med mig selv, bliver jeg rastløs, forvirret, nogle gange bliver jeg endda ked af det.

Måske er det fordi, at min hverdag på job og hverdagen med vennerne og familien er en form for “flugt”. En flugt fra smertefulde følelser. Fra en brølende ensomhed og sikkert også alt muligt andet.
Egentligt er det ikke så underligt, at jeg sommetider har brug for et pusterum fra mig selv, fordi jeg har en ret tung bagage, som jeg hele tiden slæber rundt efter mig. Den er tæt pakket med alle mulige tanker, følelser og episoder fra mit liv, som jeg ikke nødvendigvis tænker på, men stadig slæber med mig hvorend jeg går. Jeg tror, at langt de fleste har en eller anden form for bagage, som de slæber rundt på, men helt ærligt, hvem orker at slæbe rundt på den hele tiden? Det tror jeg, de færreste gør.

Desværre kan jeg godt have en tendens til at forlænge mit pusterum. På den måde behøver jeg ikke at føle nogen form for ubehagelige følelser eller døje med tankespind. Alt det slipper jeg for. MEN!
Det er overhovedet ikke sundt.. På et eller andet tidspunkt vil bagagen springe op i baghovedet på en og begynde at gnave sig helt ind i knolden, indtil man konfronterer sig selv med den. Det har jeg prøvet et par gange, og det er møg ubehageligt!

Men jeg skal lære det. Det er noget, jeg har lovet mig selv, og det er noget, jeg arbejder på hver dag. For jeg tror alligevel, at der kan være en vigtighed i at kunne være alene med sig selv. At man ikke hele tiden behøver at distrahere sit eget hoved for at kunne få ro.

Jeg er begyndt at tale med en psykolog, som langsomt hjælper mig med at åbne op for min bagage og konfronterer mig med den lidt efter lidt.
Det er stadig ikke rart, men samtidig kan jeg mærke, hvordan min vægt i bagagen daler, og det er skønt!

Jeg er desuden begyndt at prøve på at spise alene. Uden TV. Uden telefon. Uden selskab. I starten var det sært, men nu er jeg efterhånden begyndt at nyde roen.

Baby steps! Men jeg både kan, vil og skal nå i mål.

Jeg tror bare, det jeg vil sige er, at det kan være underligt og ubehageligt at være alene. Især når ens hoved er proppet til randen med følelser og tanker. Men det kan lade sig gøre at nå til et punkt, hvor man kan hvile i sig selv og slappe af i sit hoved. Hvilket i mine øjne er en beundringsværdig ting at kunne!