De negative tanker og hvordan du kommer af med dem

,

For mig er det når tankerne får sit eget liv, og bare ruller derudaf, som en snebold der bliver større og større, jo længere den kommer ned. Én tanke griber den næste, og lige meget hvilken tanke jeg ender op med, ender den i noget negativt og sørgmodigt. Det er, som om jo mere jeg tænker, hvilket jeg ikke føler jeg er i stand til at lade være med, des voldsommere bliver tankerne. At én veninde ikke svarer bliver pludselig til at jeg ingen venner har. At min kæreste er i dårligt humør, bliver til at han ikke længere elsker mig. Det bliver ikke ved tankerne, det bliver som en spillefilm, der kører for mit indre øje med diverse skrækscenarier.

De fleste tanker handler om mig, og mine relationer. Jeg tror det handler om frygten for at blive forladt.

Den lille hjælp

For mig handler det om at finde ud af hvad, der gør mig glad. Hvad der giver mig en følelse af velvære og gør mig godt indeni. Hvis jeg var alene i hele verden, hvad ville JEG så sætte pris på. For mig. Ikke afhængigt af andre mennesker, men udelukkende, hvad jeg føler glæde ved.

Jeg holder meget af de tidlige morgentimer, og ikke mindst kaffe!

Et punkt for mig på dagsorden, og det gælder hver evig eneste dag, er at komme op i ordentlig tid, og få noget ud af dagen. Jeg står som regel op inden kl 8, og det er også i weekenden. Det handler om struktur, og om at have en god døgnrytme selvom man er hjemmegående. Det kan så på samme tid passende kombineres med en kop kaffe, eller mange.

Min opdagelsesrejse

Dét, der hjalp mig til at finde frem til mine værdier, var de dage jeg er alene fra morgen til aften, på grund af min kærestes job. Det lyder måske ikke så slemt, men for mig, som altid har været så afhængig af andre, var det rigtig slemt. Jeg har oplevet timevis med gråd, og følelser af at være uelsket, blot fordi jeg fysisk var alene i lejligheden.

Pludselig gik det op for mig, at jeg måtte finde frem til, hvad jeg interesserede mig for.

Det har altid været vigtigt for mig at søge viden, så jeg besluttede mig en dag for at gå på biblioteket. Jeg har altid set biblioteket, som et noget kedeligt sted, men pludselig opdagede jeg roen derinde. Det er rigtig svært, men hvis tankerne har deres eget liv, og man sætter sig til at læse noget man skal forholde sig til, ja så er der ganske enkelt ikke plads til de andre tanker mere. Jeg er i gang med en mindfulness bog, der tilmed indeholder øvelser, og så får man i hvert fald flyttet fokus. Den bog har også lært mig, at tanker blot er tanker, og at dét, der virkelig skaber vores liv er handlingerne.

Det drejer sig om at flytte fokus, og ændre sine vaner. Og for alt i verden ikke blive i de mønstre der ikke er nyttige for en.