Drøm stort!
Drømme er på mange måder et vidt begreb, som på ingen måde indebærer det samme for os alle sammen. Det er et individuelt ønske om, at noget kommer til at gå i opfyldelse.
Drømme siger på mange måder enormt meget om os mennesker. Jeg vil sige, at jeg er en “drømmer”, hvis det er et begreb, man kan bruge til at beskrive sig selv. Jo ældre jeg er blevet, desto bedre er jeg blevet til at drømme stort for mig selv.
Jeg tror, at en stor benspænder for mange mennesker er, at de kobler drømme og forventninger sammen. På baggrund af dette tror vi, at vores fremtid skal folde sig ud, præcis som den gjorde i vores drømme. Med den tilgang tror jeg desværre, at der er stor chance for at blive skuffet. Det gør os måske bange for at drømme stort.
Men kan drømme blive for store? Er der begrænsninger for, hvor stort vi må drømme? For mig er det at drømme en god ting. Jeg ser det som et slags håb for mig selv. Det, at jeg stadig drømmer stort, giver mig en følelse af at være ung og stærk. Vi er alle sammen bundet af begrænsninger på den ene eller den anden måde. Det eneste sted vi ikke bør begrænse os selv er i vores drømme. Drøm stort!