Du er ikke dine tanker, men hvad er du så?

Dine tanker er et instrument, som du skal anvende til konstruktive formål, men hvem eller hvad er ”du” så egentlig? Og hvorfor er det relevant at vide?

Mit råd til dig:

Observér bevidst din indre dialog uden at dømme. Læg mærke til, hvad der i dit hovede bliver sagt om dig selv, dine evner, dine medmennesker, dine aktiviteter osv. Nogle af de ting, du hører, kan være kernen til, at du har det dårligt.

Du er ikke dine tanker, for i de øjeblikke, hvor du ikke tænker, men blot stirrer ud i luften, er du der stadig inde bagved. ”Hvad er jeg så?” tænker du nok nu. Jeg vil argumentere for, at du er den sansende bevidsthed bag ved tankerne. Du er den, som observerer, opfatter og huser tankerne, men du er også den, som ser, hører og føler. Det kan tankerne ikke – og derfor er de ikke dig. Du er lidt som en radio, og tankerne er et radioprogram. Tankerne er et instrument, du kan bruge til din fordel. Desværre kan tankerne også bruges til det modsatte. De kan faktisk tage over. Det er skræmmende, at instrumentet ender med at bruge dig, når det i virkeligheden burde være modsat.

Sluk for tankestrømmen

Det positive ved en radio er, at man kan vælge at skifte station eller helt at slukke, hvis man ikke kan lide, hvad man hører. Kan man også gøre det samme med tankerne? Ja, vil jeg vove at påstå, men det er lidt sværere end at dreje på en knap på en radio. Det kræver tid og øvelse at ”omprogrammere” sin hjerne.

Dine tanker er formet af din opvækst og dine erfaringer igennem livet. Har du f.eks. hele livet fået at vide, at du ikke er god nok, vil dine tanker sandsynligvis have taget form herefter. Har du været holdt uden for fællesskaber, har dette også præget din tankegang og dit selvbillede.

Du kan bruge denne viden, om at dine tanker og din bevidsthed (den, du er) er to separate ting til at tage kontrollen over dit liv. Du ønsker ikke at blive styret af et instrument – af programmering og tillærte mønstre – hvis det, du har lært, ikke er godt for dig og gør dig ulykkelig, vel?

For at komme i kontakt med din bevidsthed er det en god idé at lære at ”slukke for” tankerne. Dette er langt sværere, end det lyder. Prøv bare at sidde med lukkede øjne i fem minutter uden at tænke. Det er nærmest umuligt, ikke? Ved hjælp af meditationsteknikker og mindfulness kan du lære at skrue ned for den indre dialog. Du kan også starte ud med bevidst at observere dine tanker i løbet af en dag. Lad være med at dømme dem, men noter dig, hvad din indre dialog siger. Når du først lader din bevidstheds klare lys skinne på din indre stemme, vil den miste en del af sin magt over dig.

Tænd for de positive tanker

Min indre dialog plejede at fortælle mig, at jeg er uduelig, at ingen kan lide mig, at jeg ikke kan klare mig selv, og at jeg er latterlig. Jeg troede på tankerne – på programmeringen fra min opvækst – og det gjorde mig så trist. Da det gik op for mig, at stemmen løj, og at den tilmed blot gengav et mønster fra en svunden tid, begyndte jeg meget bevidst at overvåge den. Nogle gange lyttede jeg og stillede spørgsmålstegn ved dens ord. Andre gange sagde jeg stemmen imod. Vigtigst af alt var dog at få skilt tanker og bevidsthed ad og dermed at få den negative indre dialog afsløret for, hvad den er; tillært, fejlbehæftet og uhensigtsmæssig programmering – intet andet.

Gør dig selv til vogteren over dine tanker. Lad din bevidsthed oplyse dem. Hold dig for øje, at hvad, du hører, ikke er sandheden, og værn om dit eget velbefindende. Tag kontrollen over dit indre, løbske instrument, og brug det til gavn for dig selv i stedet.

Dagens blogtekst er inspireret af bogen ”The Power of Now” af Eckhardt Tolle, som varmt kan anbefales.