Jeg lærte at fejre mors dag uden mor
Vi har lige passeret en mærkedag, som for mange anses som dagen, hvor man kæler ekstra meget om en helt særlig person. Ens mor, som har båret en i 9 måneder, holdt en ud i trælse stunder, været tålmodig når det ikke lige gik, som det skulle, holdt om os, når vi ikke selv kunne, og elsket os lige meget hvad. Mors dag er for mig en dag, der er med til at gøre os ekstra opmærksomme og taknemmelige for dem, vi har omkring os lige såvel som fars dag.
Denne mærkedag giver bare ikke den samme klang som den gjorde for 4 år siden. For 4 år siden stod den på forkælelse og gaver til min mor, hvor det i dag handler om at nyde dagen til trods for, at den ikke længere indebærer forkælelse og gaver til min mor.
Jeg skal passere mange mærkedage, hvor man bliver det ekstra såbar omkring den, man har mistet, og det har og tager stadig tid at lære mærkedagene at kende på en ny måde.
De ‘nye’ mærkedage
Den måde jeg har lært mors dag at kende på ny er ved, at min far, søskende og jeg laver noget sammen. Sidste år spiste vi i solskinsvejr på en café, og på den måde føler jeg, at vi glæder min mor ved at lade hende se os sammen. I år var vi til familie fødselsdag, så der var der mange mennesker til at fylde rummet og distancere sig fra de negative tanker.
Jeg har ihvertfald lært de forskellige mærkedage at kende på ny. Jeg bruger dem på at gøre noget godt for mig selv og forkæle min mor med blomster og nogle gange også skrive til hende i min dagbog, for så ved hun, at jeg har det bedre, fordi jeg ikke bare gemmer mig væk i mine tanker og tynger mig selv ned. Vi kan lære mærkedagene at kende på ny på mange måder. Vær sammen med dem du holder af, lav noget du elsker, hvilket for mit vedkommende er at bage, så du på den måde fokuserer på andre ting.
Ting tager tid, og det skal også tage sin tid at omfavne mærkedagene uden den person, der stod en nært, da det er en svær omvæltning, men lige så stille finder man fodfæste og ro i de ‘nye’ mærkedage.