”Jeg føler mig buret inde. Det er den her følelse, jeg sidder med. At jeg har den her livlige, farverige, glade og kreative sjæl indeni mig, som er fængslet inde i en krop, der er fyldt med neurotiske tanker, angst, issues, dårligt selvværd og overvægt. Som om jeg har følelsen af, at alle de sidstnævnte ting er en slags “skal”, der hæmmer alt det fantastiske, som ligger lige inde bag ved.”

Sådan startede et indlæg i min personlige dagbog med overskriften ”Depressiv”, som jeg skrev for et halvt år siden. Et halvt år er egentlig ikke særlig lang tid, vel? Og da jeg skrev det, så troede jeg, at sådan ville det være for altid. At jeg aldrig ville blive lykkelig – at den skal altid ville låse mig inde uden mulighed for at blive fri, lykkelig, velfungerende.

Heldigvis kom jeg videre

I dag skrev jeg også i min dagbog. Her et halvt år senere. Og ved I, hvordan jeg afsluttede det indlæg? Jeg afsluttede det med følgende ord: ”Jeg er glad. Lykkelig. Jeg har gået og smilet hele eftermiddagen. Hold op hvor er jeg egentlig kommet langt!”

Kontrasten til indlægget for et halvt år siden er meget skarp. Og havde nogen sagt til mig for et halvt år siden, at jeg ville have det, som jeg har det nu, så havde jeg nok sagt et par grimme ord. For selvfølgelig er det ikke muligt. Jeg havde været den person i 25 meget lange år – hvis jeg nogensinde skulle blive nogenlunde velfungerende, nogenlunde lykkelig og nogenlunde fri, så ville det kræve mange, mange års intensiv terapi, og selv dér ville det ikke være sikkert, at jeg blev lykkelig. For hvis jeg havde fungeret sådan i 25 år, så var det sikkert bare, den jeg var. Og man kan da ikke bare ændre sin personlighed, kan man?

Det er muligt at blive glad

Hvorfor fortæller jeg jer det her? Fordi jeg er ret sikker på, at der sidder nogen af jer derude lige nu, der har det på præcis samme måde, som jeg havde for et halvt år siden. Og ligesom mig, er der helt sikkert også nogen af jer, der tror, at det aldrig bliver bedre. Mit mål er at fortælle jer, at det bliver bedre. At det er muligt. At det ikke er nødvendigt at smide håbet ud af vinduet og se det ramme jorden med et brag.

Hæng på og læs med, hvis du vil høre hvordan

Og hvad har jeg så gjort? Hvad har ændret sig på det halve år? Det vil jeg fortælle jer om løbende, så bliv hængende. For først vil jeg fortælle om mit liv op til nu og de udfordringer, jeg har mødt på min vej. For jeg tror på, at de ting, vi oplever, de har alle sammen en mening – de fører os på stien mod det, som det er meningen, vi skal opnå. Og i dag ser jeg tilbage på en barndom, en ungdom, som var psykisk udfordrende, med et smil. Fordi jeg føler mig sikker på, at det har givet mig nogle gode kvaliteter, og har forberedt mig på det liv, som jeg har i dag. Men hvis jeg skal knytte nogle nøgleord på det sidste halve års personlige udvikling, kan jeg sige: At tage ansvar, at udfordre mig selv, at turde, at drømme, at sige fra, at møde de helt rigtige mennesker, at styre mit liv – fremfor at lade det styre mig.

Det glæder jeg mig rigtig meget til at fortælle jer mere om. For jeg troede ikke det var muligt – Men tænk sig, det var det! Jeg er ikke i mål endnu, Rom blev ikke bygget på en dag, men jeg holder fast i håbet. Jeg binder det til mit håndled, så det aldrig et sekund forsøger at flygte ud af vinduet. Jeg håber, at I har mod på at gøre det samme!