Sådan undslipper du ferieFOMO
Sommerferien nærmer sig med hastige skridt. For nogle er ferien en fantastisk tid, men for mange kan den også være forbundet med svære følelser. Det kan for eksempel være følelsen af ensomhed over at stå uden for nogle fællesskaber, eller følelsen af at skuffe de forventninger, omverdenen har til dine ferieplaner som ung. Det kan være svært at forholde sig til de forventninger, de varme, frie måneder fører med sig. Og nogle af dem skaber du måske endda selv. Det ser ud til, at alle vennerne og alle på sociale medier går fra den ene fest til den anden, og det kan føles forkert, at man ikke selv skal noget mere.
Find ud af, hvad du har lyst til i sommerferien!
Men sådan skal det ikke være. Sommerferien kan betyde lige præcis det, du har brug for. Måske strøg du sidste år rundt og fik faktisk næsten ikke fornemmelsen af at komme ned i gear. Så kan det være, at det er det, sommerferien skal gøre for dig i år. Men det kan godt være svært at holde fast i, når alle de andre ser ud til at nyde sommeren på alle andre måder end dig. Husk dog, at raketfart ikke er lig med lykke.
Det kan også være, at du virkelig ville ønske dig, at der var mere at lave i ferien, men at der ikke er rejser, fest og farver at se frem til. I så fald kan det være, at du kan opsøge en ven eller et familiemedlem og fokusere på at slappe af og have det sjovt på andre måder sammen.
Ferien kan også være det tidspunkt, hvor du endelig har tid til at læse den der bog eller færdiggøre et strikkeprojekt. Du kan bruge tiden på at reflektere over det, du gerne vil, og nyde, at der i noget tid ikke er så mange forpligtelser.
Hvis der er varmt vejr i ferien, kan der i Skandinavien godt herske en kultur om, at vi skal nyde solen max. Vi er vant til mørke og kulde og NU er det endelig varmt. Alle i byerne er ude med et kæmpe slæng af venner. Her skal du vide, at det er ligeså okay at tage en dag på sofaen i juli, som det er i november. Vejret behøver ikke at bestemme hvor du skal være, eller hvad du skal foretage dig – og med hvem. Ferien kan være det, du selv har brug for og det kan skifte fra dag til dag.
I det hele taget handler sommerferien om dig – så det er med at tage ejerskab over det, du vælger at gøre med den. Det handler ikke ret meget om hvordan andre vælger at tilbringe deres ferie, for de er jo ikke dig. De kan have andre behov, og du er ikke forkert, fordi du har andre behov, som du vælger at fokusere på.
Hvorfor får du FOMO?
Overvej at trykke ’sluk’ på de profiler på sociale medier, som gør dig i dårligt humør. Du er ikke tvangsindlagt til at se hundrede rejsevideoer og den ene slørede festivaloptagelse efter den anden, hvis du ikke vil. Spørg dig selv om, hvad årsagen til din FOMO er, når du ser dem. Skyldes den, at du rent faktisk godt kunne tænke dig det, du ser online og hører fra din omgangskreds, eller skyldes den mere, at du køber ind på idéen om, hvad den perfekte sommerferie indebærer, selvom det måske ikke er noget, du kan se dig selv i, i virkeligheden? Ofte vil det være den sidste, og i så fald er det værd at tænke over. Vi er alle selv med til at skabe det narrativ om ferie, som vi selv er ofre for, når vi ser og hører andres feriefortællinger. At være opmærksom på, at illusionen om den perfekte sommerferie er et narrativ, kan hjælpe med at drosle forventningerne til os selv ned. Gå evt. på opdagelse i vores FOMO-inspirerede bucketliste, hvor vi har samlet en række råd til, hvordan du kan lade dig inspirere af din FOMO og lytte til, hvad det er den prøver at fortælle dig.
Man kan ikke flygte fra FOMO – men man kan gennemskue den. Så læn dig tilbage og hvil i dine sommerferieplaner – uanset om du har nogle. 🌞