Skal vi lege drengene mod pigerne?

Mindre i løn! Ingen store stillinger! Ikke med i toppen! Voksning! Barbering! Make up! Tøj! Prutter! Følelser! Snak! Jeg kunne blive ved og ved, og svaret er ofte det samme, der er bare forskel.

Så lad os lige brække det ned i nogle kasser, fordi kasser er jo totalt upolitisk korrekt.

Lad os kalde dem, 1 arbejde og løn, 2 skønhed og pleje og 3 hverdagen derhjemme.

Arbejde og løn
Jeg vil faktisk sige stik modsat mange, at nu skal de fandens rødstrømper snart flette næbbet og komme videre. JA flere mænd for højere løn og de der fede stillinger og er med i eliten, for ved I hvad? Mange mænd er bedre til at fokusere på målet, de er skruppelløse når det kommer til konkurrencen, de tør sige frem, de tør være fremme i skoene, de beder gerne om mere løn, de tænker ofte ikke reproduktion, som en hæmsko for karrieren. DERFOR skal rødstrømperne flette, og ikke bare deres hår under armene, men simpelthen stoppe sig selv og så fokusere på at kæmpe for den direktørstilling, kæmpe for den sidste basse på fadet, kæmpe for den lønforhøjelse. Jeg er vildt træt af den debat og vildt træt af dem der tror, at fordi de brænder en bh, så er de feminister. Get up and fight for what you want!

Skønhed og pleje
Og her modsiger jeg mig selv lidt så, fordi her er der bare forskel. Piger føler nok med en lillebitte smule mere nærhed presset fra medier, mode, trends etc. om den rigtige krop, den rigtige frisure, om det så er på hovedet, mellem benene eller under armene, og vi er bare enormt selvkritiske. Her tror jeg mænd er lidt bedre til at sige, fuck det, jeg er den jeg er, og jeg går i den her hvide T-shirt og de her fløjsdrenge, som jeg har gjort de sidste 10 år. Mænd har det nemmere! Jeg ved det er i totalt strid med punkt 1, men altså lige præcis i punkt 2 har jeg selv en aktie i, at jeg vil gerne barbere ben, jeg vil gerne være langhåret, jeg ser med længsel (men rører ikke) den sidste kage på fadet, fordi puha nej så bliver jeg tyk. Det er ofte os selv, der gør sætningen “drenge har det lettere” til virkelighed, fordi vi underlægger os krav fra alt og alle inklusive os selv. Det må vi stoppe med!

Hverdagen derhjemme
Derhjemme hedder det sig, at når drenge prutter er det sjovt og imponerende, men når piger gør er det ulækkert og puha, og virkelig ikke feminint, og som jeg skrev ovenover “ikke det samme”. Hvorfor nu det? Lige her, kan jeg da på en måde godt se, at ja idealet jf. alt det der kommer udefra, så skal piger ikke prutte, ikke bøvse, fnise lavmælt og altid ligne en milliard når vi lige er vågnet; MEN. Det. Gør. Vi. Ikke. Piger snakker meget, som I det meste af tiden, også dem der ikke snakker meget, snakker mere end de fleste drenge. Hmmmm…. jamen det er fordi vi har så meget klogt at sige, eller… det er nok mest fordi kvinder gerne vil tale om tingene, vi mener at det er bedst at få sat ord på, fordi vi kan ikke bare se på jer (drenge) og så altid vide vupti, hvad der er galt, hvad der er sket, om I ville have kaffe eller ej. Vi sætter ord på vores følelser, tanker, ja vi sætter ord på vores ord. Dette skal vi efter min mening ikke stoppe med. Jeg mener, at noget af det, der virkelig gør os til kvinder er vores stemmer, og som jeg prøver her,  så skal den bruges.

I am Jazz

P.S. Der er dog et tilfælde, hvor sætningen “drenge har det lettere” totalt passer… I kan tisse uden besvær overalt!