Tankemylder ved sengetid?

Kender du det?

Kender du det, hvor du er mega træt og har talt timer til, at du igen kunne ramme hovedpuden. Nu ligger du endelig i din seng, dit sengetøj er nyvasket – i dag er der virkelig gode forudsætninger for en god nattesøvn. Du lukker øjnene og MED ÉT kommer tankerne væltende. Det er den samme rutine, som efterhånden har stået på længe, du ved allerede, at det bliver en lang nat, fuld af bekymring og et uendelig antal uforløste tanker. Tankemylder for alle pengene – Here we go!

Men det behøver ikke være på den måde! Det er ikke et kronisk levevilkår for dig.

Var du klar over, at tanker kun eksisterer, hvis du giver dem opmærksomhed. Vi tænker gennemsnitlig 60.000(!) tanker om dagen – det er virkelig mange tanker. At det bliver til så mange tanker om dagen, er ikke så mærkeligt, for i følge Thomas Habekost, professor i kognitiv neuropsykologi, vil vi, ligeså snart vi har en tanke, opleve, at den kan efterfølges af tusindvis af associationer. Specielt de negative tanker fylder meget, når de kommer, fordi de udløser en følelse af ubehag i kroppen, hvilket snyder os til at tro på, at det er en tanke, vi bliver nødt til at reagere på. Men det er altså ikke altid en nødvendighed.

Sig hej til dine tanker – og så farvel.

Kender du det scenarie; du er ude og handle, du møder en gammel bekendt, I aftaler, at I altså snart skal ses, og I lover hinanden, at denne gang skal det altså blive til noget. Men I ved begge godt – that it ain’t gonna happen!
Giv dine tanker samme tur, ønsk dem velkommen når de ankommer, kør høflighedsfraserne igennem og send dem videre – med lovning på, at du har tid til dem, en anden dag. Dette kan gøres ved at sige til tankerne, “Jeg har ikke tid lige nu. Jeg giver de her tanker opmærksomhed i aften kl. 20.00”. Når klokken bliver 20.00 fylder tankerne sikkert ikke ligeså meget, som de gjorde, lige da de troede, de skulle gøre deres indtog i dit hoved.

Dagdrømme og indre ro

Hvis du slår ‘dagdrømme’ op i et leksikon, står det beskrevet som “… en konstruktion af en mulig verden, hvor den drømmende får opfyldt nogle af de ønsker, der ikke er realiseret i det virkelige liv” – det er altså et rart sted at lade dine tanker føre dig til. Tænk tilbage på sidst du dagdrømte, hvor forsvandt du hen? Var det en fascination af et menneske, et sted du gerne vil besøge, et godt minde eller noget helt fjerde? Nogen vil kalde stedet for dine dagdrømmerier for dit ‘Happy place’. Så når du har fundet ud af, hvad dit Happy place er, kan du øve dig i at rejse derhen, når dit tankemylder overtager.

Meditation – det er ikke noget for mig.

Hvis du googler tankemylder eller indre ro, finder du en enorm mængde selvhjælpsartikler om meditation. Måske tænker du ligesom så mange andre tænker; “Meditation, meditation, meditation – hvordan dælen gør man det?” For nogen (læs; størstedelen af os der ikke har prøvet det) vil det lyde som noget med nogle krystaller, siddende med benene over kors og fingrene samlet i et O. Du får måske næsten stress ved tanken om det.
MEN man kan faktisk sagtens meditere løbende, liggende, mens man går osv. Så har du også svært ved, at sidde stille, så gå eller løb en tur imens. Der behøver egentlig heller ikke være total stilhed omkring dig. For det vigtigste er, at du fokuserer på din vejrtrækning. Når tankerne flyver afsted, så tænk igen på din vejrtrækning – det er faktisk muligt at fastholde en tanke i længere tid, hvis man træner det ved hjælp af meditation.

Husk!

Lad os runde af med en visualisering.

Forstil dig en have hvor der er to bede:

  • Et bed med flotte blomster og måske nogle virkelig gode jordbær.
  • Et bed med ukrudt.

Bedet med ukrudt kigger du til hver aften, du tilmed vander det. Det vokser helt vildt og vælter ud over kanten.

Du kigger over på bedet med jordbær og blomster med et håb om at kunne høste en god portion jordbær og spise dem imens, du kigger på alle de flotte blomster….. Problemet er bare, at der ikke rigtig er noget vækst i bedet, du har vandet det meget sparsomt, fordi du har fokuseret på at vande dit ukrudt.

Moralen i historien? Du skal give din opmærksomhed til de tanker, du gerne vil have skal vokse.