8 tips til dig, der (også) har ondt i økonomien
Økonomi har aldrig været ligetil for mig, og jeg har aldrig haft nemt ved at få styr på den. Men jeg har igennem årene samlet nogle erfaringer op, som har gjort det lidt lettere for mig. Både praktisk, men også mentalt. Jeg ved, jeg ikke er den eneste, der kæmper med et lille budget, og derfor har jeg samlet disse otte tips, der forhåbentlig kan gøre det lidt lettere for dig, hvis du står i samme situation.
- Kig dine problemer i øjnene
Det har aldrig hjulpet mig at ignorere min mangel på penge eller satse på, at det nok skal gå. Derfor – tag et kig på dine udgifter i din netbank. Hvor forsvinder dine penge hen? Skriv ned og lav et budget.
2. Lav et simpelt budget
Hvis du, ligesom mig, har svært ved at overskue, hvor mange penge, du skal lægge til side til hver post, så er mit bedste råd at lægge et simpelt ugebudget (efter faste regninger er betalt og opsparing er lagt til side selvfølgelig). Ugebudgettet går ud på, at du giver dig selv et fast beløb, du må bruge hver uge. Hvis du har noget tilovers efter ugen, så har du lidt ekstra til næste uge eller til din opsparing.
Dermed sikrer du, at du har penge nok hele måneden og ikke kun i starten af måneden.
3. Lav en madplan
Hvis du laver en madplan, kan du lettere holde styr på, hvor mange penge, du bruger på mad, og du mindsker samtidig risikoen for impulskøb, når du ikke handler så tit. Lav gerne dobbeltportioner, så du har til dagen efter eller en portion til fryseren, til når du ikke har overskud til at lave mad.
4. Tal om det
Du behøver ikke at fortælle det til alle, men min erfaring siger mig, at det er meget lettere at navigere i venskaber og forhold, når man kan tale åbent om økonomi. Måske finder du også ud af, at du ikke er den eneste blandt jer, der har udfordringer.
5. Få hjælp
Måske har du en god veninde, der er en haj til at få budgettet til at gå op, selvom pengene er små? Eller en kammerat, der er en mester til at lave lækre retter ud af næsten ingenting? De vil sikkert hellere end gerne hjælpe dig og give dig gode råd.
6. Sammenlign ikke dig selv med andre
Er du misundelig på alt det, dine venner har råd til? Husk, at du ikke er dem. Der kan være forskellige livssituationer og familiebaggrunde, der gør, at du på nuværende tidspunkt ikke er det samme sted som dine jævnaldrende. Det er okay. I har forskellige liv og forskellige livsbaner. Det bedste, du kan gøre, er ikke at sammenligne dig selv med andre.
7. Fokuser på de gratis glæder
Fokuser på alle de gode ting, du har i dit liv, som (næsten) ikke koster noget. En telefonsamtale med din bedste veninde, en gåtur i skoven, at bruge tid på din yndlingshobby eller sport, læse en god bog eller hvad end det måtte være, der gør dig glad.
8. Husk, at det nok skal gå
I sidste ende skal det nok gå. At være på SU, dagpenge eller kontanthjælp er som regel ikke en permanent situation. Der vil komme en dag, hvor det ser lysere ud.