En selvbevidst morgenrutine

At have en god morgenrutine er en fantastisk måde at dyrke egenomsorg på for mig. 

Ligeså meget som jeg elsker spontanitet, så har jeg altså også bare en forkærlighed for rutiner. Heriblandt min morgenrutine, som sjældent slår fejl i at give mig en solid start på dagen. Jeg er generelt ret så bevidst om hvad jeg gør og hvad jeg kan gøre, for at give mig selv et lille moodboost, så morgenen for mig, er et af de vigtigste tidspunkter for dagen.

I får her en lille smagsprøve på hvordan en typisk morgen ser ud for mig, uafhængig af om jeg møder tidligt, sent, eller har helt fri. Måske det kan inspirere til en mindre kold, trist og morgensur start:

Jeg snuser den sjældent under dynen, det er ikke fordi jeg ligefrem springer ud af sengen, men jeg står som regel op med det samme (Læs: som regel). Jeg lægger ud med at tænde for DRP3, jeg betaler jo lydigt min licens, så I kan tro, jeg udnytter alt, hvad der hedder DR.

Nu er jeg jo stor fortaler for at passe på sin krop, og der går ofte lidt grøn i den. For tiden eksperimenterer jeg lidt med forskellige ingefærshotsopskrifter, det skulle jo være så godt for immunforsvaret, og jeg er selvfølgelig hoppet med på den famøse bølge. Så jeg holder mig for næsen og vrænger ansigt, mens jeg sluger sådan en lille en. (Opskrift her: https://www.valdemarsro.dk/ingefaershots/). Jeg laver mig en stor kop kaffe, som består af halv mælk, halv instant kaffe. Har jeg barista-potentiale? Absolut ikke. Har jeg juice på køl, så ryger der også et glas af den grønne fra Innocent ned.

Dernæst kommer højdepunktet: Morgenmaden. Jeg er typen der elsker morgenmadsprodukter, og sluger hellere end gerne en portion havregryn til aftensmad også, hvis køleskabet skulle stå lidt tomt. Den typiske morgenmad består oftest af en stor skål havregryn med rosiner, mandler og blåbær. For lidt variation, nupper jeg også gerne en skål skyr med müsli (økologisk – for man er vel lidt miljøvenlig, trods mit store forbrug af animalske produkter). Jeg sørger altid for at få et ordentligt og fyldigt morgenmåltid, jeg har brug for en god bund, hvis jeg skal kunne spæne rundt på arbejdet. Og så er jeg altså også bare typen, der har en tendens til at blive lidt pirrelig, hvis blodsukkeret er for lavt. Så for andres og min krops skyld er det altid en prioritering – Jeg er aldrig ude af døren, før maven er fyldt op.

Jeg bruger som regel en halv times tid foran computerskærmen, hvor jeg lige får opdateret mig selv på nyhederne og får selvfølgelig også glukket lidt YouTube. Det mest wellness-agtige jeg får gjort om morgenen er at smøre hele kroppen ind i en vanilje lotion. Jeg føler, jeg gør noget godt for mig selv, og at jeg plejer min krop.

På en fridag eller dag hvor jeg møder sent, ville jeg smide en times motion på programmet. Jeg føler, at det at være fysisk aktiv, giver mig et nødvendigt skud energi til resten af dagen. Jeg har fra dagens start fået ”ladet batterierne” op, for det er bare den måde, jeg bedst kobler fra på, så mit humør er altid bedre derefter. Motionsformen er afhængig af humør, energi, og hvor aktiv jeg har været i løbet af ugen, for ikke at presse min krop til mere end den kan holde til. Så, har jeg været en del fysisk aktiv i de forgange dage, ”nøjes” jeg med én times yoga. Og så er jeg en flittig bruger af FitnessWorld og elsker at give den gas og Brian 1 og 2 baghjul. Og ja, der er vitterligt en B1 og B2 i mit center, dog mere spraytan-orange end banangule. Ellers løber jeg en frisk tur langs Esbjergs havn, mens jeg lytter til et podcast.

Jeg er ret pjattet med det her podcast – Klar anbefaling

Jeg forsøger altid at starte dagen med et ”friskt” sind og sætter mig i hovedet, at ”i dag bliver en god dag”. Starter du dagen ud med en slukøret mentalitet, jamen så forudsætter du også, at dagen bliver derefter. SELVFØLGELIG, er der altid plads til dårlige dage, og hvert eneste øjeblik af hver eneste dag behøver absolut ikke at være noget at råbe hurra for. Men forsøg at pin point de ting, der gør dig glad, og som giver dig god energi, og få dem så indført i din morgenrutine! Så har du lagt en rigtig god grobund for en ny dag, hvor du kan sparke lidt røv.