For knap to uger siden rejste jeg ene og alene til England. Det havde jeg aldrig – for bare 3 år siden – regnet med, at jeg ville turde. For 4 år siden lå jeg højst sandsynligt i min seng og græd bare ved tanken om at skulle tage bussen alene til skole. Men nu sidder jeg på min seng i London efter en god dags arbejde som au pair, i et dejligt lille hus i London og smiler til min refleksion i skærmen ved tanken. Jeg gjorde det!

Udvikling

Der er uden tvivl sket meget på de 4 år! Ikke bare er jeg blevet færdig med min HF, jeg er også blevet ven med mig selv. Hvor jeg tidligere havde svært ved at være alene med mig selv, da jeg gik og havde ondt af mig selv, tænkte dårligt om mig selv, og ærlig talt var ligeglad med mig selv, kan jeg nu pludselig tage på et fly med mig selv, vente i lufthavnen i 6 timer med mig selv, for at tage endnu et fly med mig selv, uden så meget som én gang at tænke på måder at slippe ud af situationen på.
Før i tiden lå jeg tit aftenen før og tænkte på diverse måder at slippe for busturen på. Men det her det vidste jeg, at jeg skulle gøre. Det kan være svært at forklare, for jeg skulle selvfølgelig også gå i skole. Men af en eller anden grund var jeg ikke bange for at tage til et fremmed land, med et andet sprog og fyldt med ukendte ansigter.

Stolt af mig selv

Jeg ved godt, det ikke er særlig dansk at sige, men jeg er utrolig stolt af mig selv! Jeg overkom mig selv. Jeg fandt mig selv, fandt ud af hvad jeg var god til og fandt ud af hvad jeg kunne lide. Og så gjorde jeg det!
Bevares, jeg havde selvfølgelig et sted at bo, et job der ventede, og faktisk en hel familie der tog imod mig med åbne arme, da jeg kom. Men det gør ikke min sejr mindre! Faktisk gør det den blot større; jeg ved efterhånden med mig selv, hvad jeg har brug for. Jeg ved, at mit hoved har brug for at slappe af i nye situationer. Forudsigelighed! Så med hjælp fra min far fik vi lavet en plan over turen derover, så jeg vidste, hvad jeg skulle hvornår.

Taknemmelig

Da jeg begyndte på STX (som jeg senere droppede ud af), vidste jeg godt, at jeg ville ud at rejse i mit sabbatår, men det virkede også som en dyr løsning. Jeg fandt så frem til, at au pair ville passe mig meget bedre med stabilitet, faste rammer og løn. Jeg fik kombineret mine begrænsninger med min drøm!
Derfor er jeg utrolig taknemmelig både for familie og venner, der holdte mig ud i mine svære perioder. Men også for min psykolog og studievejleder, der har ledt mig og givet mig hjælpemidler til at klare hverdagen. Og til sidst for mig selv for jeg klarede det. Ikke kun skolen, men mit eget mørke hul. Jeg står her endnu, og så står jeg endda i London, lige som jeg havde håbet på.
Hvis jeg kan, kan du også – tro mig!