Jeg kan godt have nogle af de der dage, hvor jeg sidder på sofaen og knuger en pude ind til mig, og bare lader mig nærmest drukne i mine mascarafyldte tårer og ren selvmedlidenhed.
Dage hvor jeg føler, at hele verden har rottet sig sammen mod mig, og jeg føler mig som en åndssvag taber. Dage hvor tankerne i mit hoved bare kører rundt i cirkler, og jeg slet ikke kan få dem til at stoppe igen.
I de øjeblikke skammer jeg mig faktisk over, at jeg gør det, og at jeg tillader mig selv at være ”ynkelig”, men bagefter, når jeg lige ser tilbage på situationen, så indser jeg, at det egentlig er helt okay. Som barn havde man jo også brug for nogle gange lige at sutte på sin tommelfinger, eller krybe ind til sin yndlingsbamse og lige trøste sig selv lidt og græde ud. Vi har vel alle sammen brug for lige at få det vi føler ud af systemet, så vi netop kan komme videre fra de følelser vi nu har, som vejer tungt, og komme ovenpå igen.

Nogle vil måske mene, at tingene ikke bliver bedre af at man klynker og bekræfter sig selv i, hvor uretfærdig hele verden er. Men det er jeg fuldstændig uenig i. Nogle gange er det faktisk enormt befriende og nyttigt, på sigt, at klynke, vræle og hyle. Så længe man bare husker sig selv på at lægge det på hylden igen når man er færdig, så man ikke bliver ved med at hænge sig i det.
For når man så er færdig, så kan man nærmest hæve sig selv over alt det uretfærdige og skabe et nyt perspektiv på tingene, hvilket, for mig i hvert fald, ofte gør det nemmere at gøre noget ved det hele.
Så før man peger fingre ad sig selv og kalder sig selv for ynkelig, så skal man lige stoppe op engang og sige til sig selv ”Hey, det er okay, jeg lufter bare ud”.