Her følger min historie om min oplevelse, da min mor fik en psykiatrisk diagnose for 7 år siden. Det er en historie i 3 dele.

Da jeg var ca. 25 år fik min mor diagnosen som bipolar. Det var ikke et chok. Jeg havde vidst at der var noget galt længe, men systemet havde ikke anerkendt det. Hun havde i en længere periode røget ind og ud af psykiatrisk afdeling, men blot med meddelelsen om, at det var en stress-reaktion. De sendte hende hver gang hjem efter et par dage, da hun ikke boede alene, så der var nogen hos hende. Men den mand, hun boede med på det tidspunkt, var blot en del af problemet. Han var meget ustabil, drak meget og kunne nogle gange uden lyd blive væk flere dage af gangen. Det var først da alt røg på spidsen, manden var forsvundet og hun selv havde forsøgt selvmord, at systemet tog hende alvorligt.

En del af systemet

Ikke på et eneste tidspunkt havde nogen spurgt, hvordan min søster og jeg så vores mor, eller hvad vi havde oplevet. På det tidspunkt havde jeg ikke kræfterne til at sætte mig op mod systemet. Jeg kæmpede selv. Men der hvilede et stort ansvar på min søsters og mine skuldre, fordi det var os, min mor ringende til, når hun havde det svært. Men nu beholdt de hende, fordi hun var selvmordstruet og ustabil. Det var trods alt en tryghed: at der var nogen, som passede på hende. At der ikke skete hende noget, når jeg kiggede væk og prøvede at leve et normalt ungdomsliv. Hun blev en del af systemet. Der var et sikkerhedsnet, som der ikke var før. En del af ansvaret blev taget fra os, så vi også kunne have en ungdom.

En ny forståelse af min barndom

Min mors diagnose satte hele min forståelse af min mor, min barndom og min familie på spidsen. Nu var jeg pårørende til en psykisk syg. Efterfølgende har jeg brugt lang til på at genanalysere min barndom, da jeg gennem diagnosen har fået et par nye briller at se igennem. Min mor var syg, og det var derfor, hun reagerede som hun gjorde. Det var ikke fordi hun var en dårlig mor eller ikke kunne lide os. Hun gjorde det bedste, hun kunne.

Hvis jeg tænker tilbage er der noget ved min mor, som ikke helt har været rigtigt. Hun har virket nedtrykt og nedslidt i flere perioder. Når hun kom hjem fra arbejde var hun fuldstændig drænet og kunne ikke rigtigt noget. Hun havde brug for meget hvile og havde en kort lunte over for os børn. Jeg husker det som at skulle være i evigt alarmberedskab. Jeg vidste aldrig helt, hvordan mor havde det eller hvornår bomben ville springe. Jeg lærte efterhånden, hvordan jeg nærmest kunne gå i et med væggen. I mine teenageår og tidlige voksenliv har jeg haft utroligt meget vrede mod min mor. Hun ødelagde min barndom og min tro på mig selv. Det har taget lang tid at føle sig sådan nogenlunde ‘normal’. Men diagnosen væltede op og ned på ting. Hun kunne jo ikke gøre for det.